»Ilt,« sagde plejeren – og så kom brandvæsenet

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Zand.News – Brandvæsenet og politiet blev tilkaldt til et plejecenter, fordi en plejer havde sagt “ilt”, hvilket lød som “ild”.

En misforstået kommunikation medførte større udrykning til Hovedgaden i Hvalsø i Lejre Kommune. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Måske var en person i nød på plejecentret

Kl. 02.54 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en melding om brand i et plejecenter, hvor en person måske var i nød.

Da myndighederne dukkede op, var der hverken røg eller ild, hvorfor personalet blev afhørt om årsagen til anmeldelsen.

Misforstået kommunikation mellem ansatte

Det viste sig, at der var tale om en misforstået intern kommunikation, idet en plejer havde tilset en beboer, som havde behov for ilt. Dette var af en anden medarbejder blevet opfattet som “ild”, og derfor var brandvæsnet blevet alarmeret.

Brandvæsnet og politiet skyndte sig herefter at forlade stedet, så natteroen kunne blive genoprettet.

Normalt bringer Zand.News ikke lokalstof fra Lejre, men vi har undtagelsesvist valgt at bringe denne nyhed.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/Red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.