Ét nummer til akut hjælp fra oktober

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden).

Zand.News – Telefon 1818 bliver det nye fælles nummer til akutområdet i Region Sjælland fra den 1. oktober 2022.

Skal du i kontakt med lægevagten, skadestuen, psykiatrisk skadestue eller anden sundhedsfaglig rådgivning, så er det fra den første oktober på et nyt firecifret nummer. Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Nemmere at få kontakt med sundhedsvæsenet

Regionsrådet har i dag enstemmigt besluttet, at 1818 bliver det nye fælles nummer til akutområdet i Region Sjælland. Det betyder, at du fra den 1. oktober kun skal huske på et nummer, når du har brug for hjælp fra en lægevagt, skadestue, psykiatrisk skadestue eller anden sundhedsfaglig rådgivning.

»Jeg er glad for og ser frem til, at det bliver nemmere at komme i kontakt med sundhedsvæsenet, når du som borger har akut brug for hjælp. Du skal fra oktober kun huske på telefonnummeret 1818, uanset om du har brækket hånden, har et lille sygt barn eller har akut brug for hjælp fra vores dygtige personale i Psykiatrien,« siger Susanne Lundvald (S), der er formand for Det Nære Sundhedsudvalg i Region Sjælland.

Regionen overtager hele driften af lægevagten

Overgangen til 1818 sker samtidig med, at Region Sjælland overtager hele driften af regionens lægevagt fra de Praktiserene Lægers Organisation (PLO). Borgerne vil blive kontaktet direkte om det nye nummer via Digital Post eller med brev, hvis man ikke har Digital Post. Ringer man forkert i den første tid efter overgangen til det nye nummer, vil du som borger blive mødt af en telefonsvarer, der fortæller, hvilket nummer du i stedet skal henvende dig på.

»Det nye akutnummer gør det nemmere med én indgang, men det er vigtigt at understrege, at hvis der opstår livsfare, alvorlig akut skade eller sygdom, skal du fortsat ringe 112,« siger Susanne Lundvald.

1818 træder først i kraft den 1. oktober. Regionsrådet kunne vælge mellem 1814, 1817 og 1818, som lever op til flere kriterier såsom at være læsbart for svagtseende. En undersøgelse af numrene viste, at næsten fire ud af fem borgere foretrækker 1818 af de tre mulige numre, som regionsrådet nu også endeligt har besluttet at tage i brug til oktober.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Region Sjælland). PM/roke

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.