Flere kan få ultralyd hos egen læge

Zand.News – »Nu tager vi endnu et betydningsfuldt skridt med den nye aftale om mere ultralyd i almen praksis, og samtidig rykker vi sundheden tættere på borgerne. Så alle vinder med den her aftale: Patienterne får tidligere svar, og der kan sættes ind med hurtigere behandling, mens vi styrker det faglige miljø, der kan være med til at tiltrække og fastholde læger til og i regionen,« lyder det fra Region Sjælland.

Flere patienter i Region Sjælland får nu mulighed for at blive ultralydsskannet direkte hos deres egen læge. Region Sjælland og PLO-Sjælland (Praktiserende Lægers Organisation) har indgået en ny lokalaftale, der giver praktiserende læger i udvalgte kommuner bedre muligheder for at tilbyde ultralyd i klinikken – til gavn for patienterne. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Flere patienter i Region Sjælland kan nu få ultralyd hos egen læge, takket være en ny aftale mellem regionen og PLO-Sjælland. Aftalen gælder i 12 lægedækningstruede kommuner – herunder Slagelse – og skal både sikre hurtigere diagnoser og styrke rekrutteringen af praktiserende læger. Målet er at bringe sundheden tættere på borgerne, mindske ventetid og aflaste sygehusene. Ordningen er finansieret af en national pulje og skal samtidig gøre almen praksis mere attraktiv, især for yngre læger, ved at tilbyde nye faglige muligheder med ultralyd.

Styrker miljøet og tiltrækker især yngre læger

Aftalen er finansieret af lægedækningspuljen under “Aftale25” mellem PLO og Danske Regioner. Det er indtil videre den eneste aftale af sin slags i landet, men ambitionen er, at erfaringerne herfra kan bane vej for lignende aftaler i resten af Danmark. Med aftalen bringes sundheden tættere på borgerne, samtidig med at almen praksis gøres mere attraktiv for læger. Ultralyd giver nye faglige muligheder, som både kan styrke miljøet i klinikkerne og tiltrække især yngre læger til regionen.

»Vi arbejder hele tiden på, at det skal være attraktivt at blive og være læge i Region Sjælland og har igangsat flere indsatser og initiativer for at rekruttere praktiserende læger,« siger regionsrådsmedlem Susanne Lundvald (S), der er formand for Det nære sundhedsudvalg i Region Sjælland, og fortsætter:

»Nu tager vi endnu et betydningsfuldt skridt med den nye aftale om mere ultralyd i almen praksis, og samtidig rykker vi sundheden tættere på borgerne. Så alle vinder med den her aftale: Patienterne får tidligere svar, og der kan sættes ind med hurtigere behandling, mens vi styrker det faglige miljø, der kan være med til at tiltrække og fastholde læger til og i regionen.«

Aftalen sparer både tid, transport og ventetid

For patienterne betyder aftalen, at flere undersøgelser kan klares i almen praksis. Det giver mulighed for hurtigere svar, færre henvisninger og mindre ventetid på sygehuse og hos speciallæger. Samtidig bidrager aftalen til at styrke lægernes kompetencer og samarbejde på tværs af klinikker.

»Det her er en rigtig god aftale. Ultralyd er et værktøj, som både tiltrækker unge læger og fastholder os, der allerede er i praksis, fordi det udvikler vores faglige kompetencer. Samtidig er det en klar gevinst for patienterne, fordi de kan få hurtigere svar hos egen læge og i nogle tilfælde undgå en tur på sygehuset eller til speciallæge. Det sparer både tid, transport og ventetid,« forklarer Eva Hvolbæk, der er næstformand i PLO-Sjælland og praktiserende læge i Skælskør.

Aftalen gælder kun for praksis, der er geografisk placeret i en af de 12 regionalt udpegede lægedækningstruede kommuner: Faxe, Guldborgsund, Holbæk, Kalundborg, Lolland, Næstved, Odsherred, Ringsted, Slagelse, Sorø, Stevns og Vordingborg. Målgruppen er praktiserende læger, der driver klinik under “Overenskomst om almen praksis”. En eller flere af klinikkens faste læger skal have gennemført kursus i ultralydsskanning – eller være i gang med at gennemføre et kursusforløb.

Øverst: Flere praktiserende læger i Region Sjælland får mulighed for at benytte sig af ultralydsskanning til gavn for patienterne. (Foto: Region Sjælland). PM/roke.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.zand.news/zsn/64hy