Zand.News – »Vi flytter generelt sundhedsvæsenet endnu tættere på folk i de her år, og mere hjemmebehandling er et vigtigt element i den forbindelse,« lyder det fra regionsrådsformanden.
Et økonomisk million-rygstød skal give flere patienter mulighed for at blive indlagt hjemme i stedet for på sygehuset i Region Sjælland og på sigt i hele Region Østdanmark. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalist/redaktør: Region Sjælland bruger nu millioner på at lade flere patienter blive indlagt i deres eget hjem frem for på sygehuset. Efter en god start i Holbæk bliver ordningen i løbet af 2026 bredt ud til resten af regionen. Det gælder stabile patienter med for eksempel infektioner, som fremover kan få behandling over video og selv måle deres tal derhjemme. Regionen har også sat penge af til mobile hold, der kan køre ud med medicin. Målet er at give patienterne et bedre forløb i hjemlige omgivelser og samtidig skabe mere plads på sygehusene til dem, der er mest syge.
Flytter sundhedsvæsenet tættere på folk
Som det første hospital har Holbæk Sygehus – på vegne af Region Østdanmark – lavet en helt ny afdeling specielt til hjemmeindlæggelser på tværs af specialer.Allerede nu vil Region Sjælland udbrede konceptet, så flere patienter fremover kan droppe hospitalssengen og i stedet modtage behandling hjemme i trygge rammer.
Regionsrådet sætter konkret 3,5 millioner kroner af om året, så også regionens øvrige hospitaler – Sjællands Universitetshospital og Midt- og Vestsjællands Hospital – i løbet af 2026 kan tilbyde flere at blive hjemmeindlagt.
»Vi flytter generelt sundhedsvæsenet endnu tættere på folk i de her år, og mere hjemmebehandling er et vigtigt element i den forbindelse,« siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S) og fortsætter:
»Jeg tror, de fleste af os som udgangspunkt helst vil være hjemme, hvis vi bliver syge. I mange tilfælde kan patienter faktisk få bedre sygdomsforløb i trygge og vante omgivelser med mere appetit, bevægelse og bedre søvn. Samtidig reduceres antallet af unødvendige indlæggelser.«
Det er planen, at modellen, der lige nu testes i Holbæk, skal kunne udbredes i hele Region Østdanmark, der 1. januar 2027 samler Region Hovedstaden og Region Sjælland.
21 hjemmeindlæggelser i Holbæk-området
Hjemmeindlæggelsespladserne har eksisteret i Holbæk siden december 2025, og indtil videre har 21 patienter været hjemmeindlagt. Det har foreløbigt drejet sig om patienter med infektioner – for eksempel lungebetændelse og urinvejsbetændelse.
»Vi behandler i dag mange, der i virkeligheden ville have bedre af at være derhjemme. Med denne her løsning kan vi tilbyde patienter, som ikke er kritisk syge, hjemmeindlæggelse og hjemmebehandling. Disse patienter kan få samme behandling og pleje, uden de behøver ligge i en sygehusseng – samtidig bliver der mere plads til de patienter, der har brug for at være fysisk på sygehuset,« siger sygehusdirektør på Holbæk Sygehus Niels Reichstein Larsen og fortsætter:
»Vi er ved at have styr på den teknologiske del, men det tager generelt tid at gøre tingene på en ny måde.«
Niels Reichstein Larsen ser den nye afdeling, som et vigtigt værktøj for de nye sundhedsråd og det generelle arbejde med at rykke behandlingen tættere på borgerne:
»Det er måske et af de første store skridt, hvor vi efterlever intentionen bag sundhedsreformen.«
Samme behandling, men bare derhjemme
Den nye model for hjemmeindlæggelser er bygget ind i de to østdanske regioners journalsystem Sundhedsplatformen. Behandlingen foregår altså i samme system, som ved en almindelig indlæggelse. Det gør løsningen nemmere at udbrede, fordi medarbejderne allerede er vant til at arbejde i systemet, og fordi det relativt let kan tilpasses de forskellige specialer.
Den nye løsning bygger desuden ovenpå erfaringerne med hjemmeindlæggelser på blandt andet Nordsjællands Hospital og Region Sjællands eHospital.
»Nu giver vi idéen bag mange flere muskler med både de ansatte på sygehusene og i det præhospitale sammen med den kommunale akutsygepleje, som regionerne inden længe overtager myndighedsansvaret for. Og så giver vi det et skalerbart it-setup, som er ens på tværs af hele Østdanmark. Det sikrer lettere udbredelse, ensartethed og kvalitet,« siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen.
Regionrådet i Region Sjælland har samtidig afsat 4,5 millioner kroner til flere mobile behandlingsenheder, der blandt andet skal bruges til at køre ud til de hjemmeindlagte for eksempel for at tage blodprøver eller give medicin.
Faktaboks: Patienter, der er stabile og ikke kræver fysisk overvågning, kan i stedet indlægges i hjemmet. Det vurderes altid individuelt. De patienter, der typisk vil kunne blive hjemmeindlagt, er borgere, der skal have antibiotika i et par dage på grund af forskellige typer af infektioner for eksempel lungebetændelse eller andre infektioner efter kirurgiske indgreb. Patienterne måler selv blodtryk, puls, iltmætning og temperatur og indtaster værdierne i et særligt område i Min Sundhedsplatform. Derudover skal patienterne hver morgen udfylde et spørgeskema. Hver dag er der stuegang over video, hvor en læge og en sygeplejerske deltager. Derudover kan patienterne altid få fat i en sygeplejerske.
Øverst: Hjemmeindlagte patienter får en kasse med hjem med forskelligt måleudstyr til blandt andet blodtryk og puls. (Foto: Region Sjælland). PM/pele.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

