Zand.News – »Vi skal lykkes med at skabe et mere nært, sammenhængende og retfærdigt sundhedsvæsen. Jeg ser frem til samarbejdet med de 6 sundhedsråd, hvor vi sammen med kommunerne skal sikre sundhed tæt på borgerne ude i alle områder af regionen,« siger Lars Gaardhøj (S), som aftalepartierne peger på som ny regionsrådsformand.
En aftale mellem seks partier peger på Lars Gaardhøj (S) som regionsrådsformand for landets nye og største region, Region Østdanmark. Bag konstitueringsaftalen står Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, Radikale Venstre og Moderaterne, som tegner sig for 32 af det nye regionsråds 47 medlemmer. Det skriver Region Østdanmark i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Seks partier er blevet enige om en bred aftale, der peger på Lars Gaardhøj (S) som formand for det nye regionsråd i Region Østdanmark. Aftalen sikrer, at Socialdemokratiet, Konservative, Venstre, Enhedslisten, Radikale Venstre og Moderaterne sammen skal stå i spidsen for regionen. Det brede samarbejde skal især fokusere på at få den nye sundhedsreform til at fungere og skabe et sundhedsvæsen, der er tættere på borgerne. Reformen betyder også, at der kommer seks nye sundhedsråd. I vores område, Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland, får Venstre formandsposten, mens Enhedslisten bliver næstformand. Det er meningen, at disse råd skal træffe beslutninger om sundhedstilbud tættere på de lokale behov.
Aftalepartierne præsenter deres konstituering
Partierne bag aftalen peger samlet på Lars Gaardhøj fra Socialdemokratiet som regionsrådsformand og formand for Forretningsudvalget.
»Jeg er både glad for og stolt over, at så mange partier har tillid til mig, og jeg vil gerne kvittere for, at så bred en kreds ønsker at tage ansvar for sundhedsreformen og Region Østdanmark. Vi skal lykkes med at skabe et mere nært, sammenhængende og retfærdigt sundhedsvæsen. Jeg ser frem til samarbejdet med de 6 sundhedsråd, hvor vi sammen med kommunerne skal sikre sundhed tæt på borgerne ude i alle områder af regionen. Jeg er glad for dét, vi er kommet frem til, og nu glæder jeg mig til at komme i gang med arbejdet,« siger Lars Gaardhøj (S), der var spidskandidat for Socialdemokratiet og forhandlingsleder for aftalepartierne.
Med sundhedsreformen følger også 6 nye sundhedsråd i Region Østdanmark. Her skal politikere fra Regionsrådet og kommunerne sammen styrke det nære sundhedsvæsen. I sundhedsrådene skal politikerne træffe flere sundhedsbeslutninger tættere på borgerne. Tilbuddene skal i højere grad indrettes efter lokale behov og uden for sygehusene, herunder i borgerens eget hjem.
Partierne bag konstitueringsaftalen er blandt andet enige om følgende:
- Formandskab i Region Østdanmark: Lars Gaardhøj (S) vælges som formand for regionsrådet for Region Østdanmark, mens Det Konservative Folkeparti vælges som 1. næstformand og Radikale Venstre vælges som 2. næstformand.
- Forretningsudvalget: Lars Gaardhøj vælges som formand for Forretningsudvalget i Region Østdanmark, mens Socialdemokratiet vælges som næstformand. De resterende poster i forretningsudvalget fordeles efter den d’Hondtske metode
- Sundhedsråd Hovedstaden: Radikale Venstre bliver formand for Sundhedsråd Hovedstaden, mens Socialdemokratiet får posten som næstformand.
- Sundhedsråd Københavns Omegn Nord: Venstre bliver formand for Sundhedsråd Københavns Omegn Nord, mens Moderaterne får posten som næstformand.
- Sundhedsråd Nordsjælland: Det Konservative Folkeparti bliver formand for Sundhedsråd Nordsjælland, mens Venstre får posten som næstformand.
- Sundhedsråd Amager og Vestegnen: Enhedslisten bliver formand for Sundhedsråd Amager og Vestegnen, mens Socialdemokratiet får posten som næstformand.
- Sundhedsråd Østsjælland og Øerne: Socialdemokratiet bliver formand for Sundhedsråd Østsjælland og Øerne, mens Det Konservative Folkeparti får posten som næstformand.
- Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland: Venstre bliver formand for Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland, mens Enhedslisten får posten som næstformand.
- Posterne i de 6 sundhedsråd fordeles efterfølgende efter den d’Hondtske metode.
- Udvalg for Regional Udvikling fra 2027: Det Konservative Folkeparti bliver formand for et stående udvalg for Regional Udvikling fra 2027, mens Enhedslisten får posten som næstformand. Yderligere 11 medlemmer af udvalget for Regional Udvikling fordeles efterfølgende efter den d’Hondtske metode.
- Underudvalg under regionsrådet med temaet psykiatri: Socialdemokratiet bliver formand for et underudvalg under regionsrådet med temaet psykiatri, mens Moderaterne får posten som næstformand. Udvalget har 13 medlemmer.
Konstitueringsaftalen og den resterende fordeling af poster kan på: via.ritzau.dk/files/13562843/14683011/305221/da
Øverst: Konstituering i Region Østdanmark. (Foto: Region Østdanmark). PM/roke.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

