To mænd gik selv ind ad ulåst hoveddør

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Zand.News – Endnu en ældre mand fik besøge af tricktyve. Denne gang i Kalundborg.

Onsdag kl. 10.48 anmeldte en 72-årig mand fra Kalundborg, at han lørdag den 15. juni 2019 omkring kl. 17.00 fik uventet besøg af to mænd, der var gået ind ad en ulåst hoveddør. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Tog en pengeseddel frem for måske at få den vekslet

Den ene mand tog en pengeseddel frem, hvorefter den 72-årige oplyste ham om, at han ikke kunne veksle den. Under denne afledningsmanøvre og den fortsatte samtale, hvor anmelderen ikke forstod, hvad manden sagde, var den anden mand gået rundt i boligen.

De forlod kort efter stedet på ukendt måde, hvorefter den 72-årige opdagede, at han havde fået stjålet et mindre kontantbeløb fra en pengekasse placeret i soveværelset.

De to mænd kunne kun beskrives som høje og brune i huden. Politiet har nu optaget en anmeldelse om tyveri og forsøger at få identificeret de to mænd.

Politiet efterlyser vidner med oplysninger i sagen

Politiet i Kalundborg og Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området lørdag eftermiddag. Kontakt politiet på telefon 1-1-4 med oplysninger i sagen.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/Red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.