23-årig begik vold mod politiet i patruljevognen

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden).

Naestved.News – En ung mand vandrede rundt på et biltag, og da han blev indfanget af politiet, begik han vold mod den ene betjent under kørslen.

Natten til søndag kl. 04.23 blev politiet kaldt til Nordre Farimagsvej i Næstved, hvor en mand gik oven på en bil, som holdt parkeret. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Virkede ude af balance og blev kørt til behandling

Det viste sig, at det var en 23-årig mand fra byen, og at der var kommet buler i taget på bilen. Dertil kom, at forruden var trådt i stykker.

Den 23-årige blev sigtet for groft hærværk, men han var meget opfarende, og for at få ro i området blev han anholdt kl. 04.46 og taget med til politistationen i Næstved.

Under kørslen i politibilen lykkedes det for den unge mand at begå vold mod den ene politibetjent, og derfor blev han også sigtet for vold mod politiet.

Den 23-årige virkede ude af balance og blev senere søndag kørt til behandling på sygehuset.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.