Snydt af udlændinge, der kørte tør for diesel

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Zand.News – En 49-årig mand blev snydt, da han lånte penge til en familie, som kører rundt i en sort bil på gule plader, hvor rattet sidder i højre side.

Onsdag kl. 14.48 anmeldte en 49-årig mand fra Haslev, at han omkring kl. 14.20 havde truffet en udenlandsk familie på Roskildevej i Benløse i Ringsted Kommune. Familien havde antastet ham og sagt, at de var kørt tør for diesel. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

To mænd, en kvinde og et barn i en udenlandsk sort bil

Familien bestod af to mænd, en kvinde og et barn, der kørte i en udenlandsk sort personbil med gule nummerplader og rattet i højre side. Anmelderen havde talt med den ene mand, der på gebrokkent engelsk bad om at låne penge til diesel.

Den 49-årige betalte for, at familien kunne tanke 40 liter diesel, og han lånte 500 kroner i kontanter til den ene mand. De aftalte, at familien ville overføre pengene til anmelderen senere. Han fik oplyst et mobiltelefonnummer, men dette blev efterfølgende ikke besvaret. Den 49-årige kontaktede herefter politiet, da han frygtede, at han var blevet snydt.

Den samme bil dukkede senere op ved Fakta i Herfølge

Kl. 17.54 så den 49-årige den samme bil ved Fakta i Herfølge, hvor anmelderen afbrød en anden venlig borger, der var ved at hæve penge til en fra samme familie. Da den 49-årige sagde, at de var nogle svindlere, satte familien sig hurtigt ind i bilen og kørte væk fra stedet.

Sagen undersøges nu nærmere af politiet, ud fra en formodning om, at det er samme bil, der tidligere blev set på Mosede Landevej i Greve.

Politiet vil meget gerne høre fra borgere, der oplever noget lignende, eller som har oplysninger om en sort engelsk personbil på gule plader med en udenlandsk familie. Kontakt politiet på telefon 1-1-4, hvis du har oplysninger i sagen.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/Red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.