Bombetrussel mod borgerservice i Holbæk

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Zand.News – En mand i en anstrengt personlig situation truede med at møde op med en bombe i borgerservice.

Mandag kl. 09.17 anmeldte personalet fra Holbæk Kommunes borgerservice på Jernbanevej, at en mand havde henvendt sig telefonisk og oplyst, at han senere ville møde op, hvorpå en “bombe” ville sprænge. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Politiet rykkede ud med flere patruljer til både borgerservice og den mistænktes bopæl. Personalet på borgerservice blev beroliget, og kl. 09.45 kunne politiet anholde en 42-årig mand fra Holbæk som mistænkt i sagen.

Manden blev sigtet for trusler mod offentlig myndighed og afhørt til sagen. Ved en ransagning fandt politiet intet af politimæssig interesse i forhold til sprængning af en rigtig bombe.

I forbindelse med afhøringen blev det klarlagt, at “bomben” nok snarere var en meget anstrengt personlig situation, som han pludselig var havnet i, og som han ikke kunne overskue. Dette havde han så meddelt en ansat hos kommunen.

Efter en nærmere vurdering af sagens omstændigheder løslod politiet manden, der senere vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal strafferetligt afgøres.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/Red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.