33-årig vanvidsbilist kører efter børn og voksne

Opdateret den

Læsetid: 2 min.

Zand.News – En mand fremstilles i grundlovsforhør for at have påkørt en 15-årig dreng. Først forsøgte han at påkøre et voksent par tre gange. Senere forsøgte han at påkøre et ungt par to gange, hvor han ramte den ene, så drengen brækkede sin ankel.

I dag bliver en 33-årig mand fra Asnæs fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Holbæk. Det sker med begæring om varetægtsfængsling som sigtet for grov vold og to tilfælde af fareforvoldelse i Hørve i Odsherred Kommune. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Forsøgte at påkøre en 34-årig kvinde og en 33-årig mand

Den 33-årige er mistænkt for tre gange at have kørt imod en 34-årig kvinde fra Østrig og en 33-årig mand fra Luxembourg, som gik sammen langs på Kalundborgvej i Hørve tirsdag den 6. august omkring kl. 17.00. De måtte springe ned i grøften for at undgå at blive ramt.

Senere på dagen påkørte den mistænkte en 15-årig dreng

Det andet tilfælde skete på Dragsmøllevej i Hørve omkring kl. 21.00 den samme dag, hvor en 15-årig pige fra Holbæk og en 15-årig dreng fra Hørve gik langs vejen.

Her er den 33-årige mistænkt for først at forsøge at påkøre de to, hvorefter bilen vendte rundt og kom imod det unge par en gang til. Her blev den 15-årige dreng ramt af bilen, så han brækkede anklen.

Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt for politiet at komme med oplysninger om motivet til handlingen.

Den 33-årige blev varetægtsfængslet frem til 27. august

Den 33-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør omkring kl. 11.00, idet han er sigtet for grov vold og fareforvoldelse i forbindelse kørsel imod flere fodgængere i Hørve.

Han blev varetægtsfængslet frem til 27. august 2019. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en opdatering på Twitter.

Artiklen er opdateret med oplysninger fra grundlovsforhøret.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/Red.

Fortæl din mening:

Kommentarer