Ringsted.News – En kvinde mødte op hos en ældre mand og påstod, at hun var fra hjemmeplejen. Politiet opfordrer borgerne til at kontakte hjemmeplejen telefonisk, hvis man er i tvivl.
Lørdag formiddag kl. 10.00 indfandt en kvinde sig hos en 86-årig mand på Ringstedvej øst for Ringsted, og hun hævdede, at hun var fra hjemmeplejen.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Så sig omkring i hjemmet uden at udføre et arbejde
Kvinden påstod, at hun var fra hjemmeplejen og havde set sig omkring hos den 86-årige mand, men var gået uden at udføre arbejde på stedet.
Der var intet stjålet fra adressen, men mandens pårørende ringede til hjemmeplejen for at få besøget bekræftet, og her blev der oplyst, at hjemmeplejen ikke havde sendt en medarbejder til adressen den dag.
Derfor har politiet registreret sagen og vil i den forbindelse gerne opfordre til, at borgerne kontakter hjemmeplejen telefonisk, hvis man bliver i tvivl.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.