Skudsalver samt råb og skrig fra mennesker i mørket

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Ringsted.News – En skræmt 17-årig ung mand ringede til politiet, som straks sendte flere patruljer, men det var nok en and.

Sent lørdag eftermiddag kl. 17.28 fik politiet en henvendelse fra en skræmt 17-årig ung mand fra Ringsted. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Var ude at gå på grusstien langs Ringsted Å

Han og nogle venner var ude at gå på grusstien langs Ringsted Å i området sydvest for Nonnedalen i Ringsted.

Pludselig havde de hørt flere skudsalver efterfulgt af skrig og til sidst nogle råb fra mennesker. De havde også set lysskæret fra nogle lommelygter i mørket.

Anmeldelsen medførte udrykning med flere patruljer til området, hvor det hurtigt blev klarlagt, at der hele dagen var foregået andejagt i området.

Politiet traf ikke nogen jægere i området, men fandt spor efter noget aktivitet ved en jagthytte.

Med baggrund i de oplysninger indstillede politiet eftersøgningen efter både personer med skydevåben og eventuelle sårede personer.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.