Danskerne er vilde med danmarkshistorien.dk

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Zand.News – Hjemmesiden danmarkshistorien.dk har haft 37 millioner sidevisninger på 10 år, og sidste år var der tre millioner besøgende.

Danmarkshistorien.dk havde knap tre millioner besøgende sidste år. Hjemmesiden, der kan fejre ti års jubilæum den 14. maj 2019, har siden lanceringen haft mere end 37 millioner sidevisninger. Det skriver Aarhus Universitet: Arts i en pressemeddelelse.

Danmark største digitale historiebog

I en tid med fake news er der flere og flere, der rækker ud efter den største digitale historiebog i Danmark, som formidler forskningsbaseret viden om Danmarks historie.

Siden danmarkshistorien.dk blev lanceret for nu ti år siden, har hjemmesiden for hvert år oplevet en stigende interesse. Det kulminerende i 2018, hvor den rundede knap tre millioner besøgende.

Den 14. maj 2019 er det ti år siden, at hjemmesiden gik i luften. Den dag, hjemmesiden har flest besøgende, er i øvrigt den 9. april, hvor over 20.000 klikker sig ind på siden for blandt andet at læse om besættelsen i 1940.

»Det er jo ret imponerende, når man samtidig tænker på, at vi er et land med knap seks millioner indbyggere. Vi ved, at materialet på danmarkshistorien.dk anvendes i stor stil på landets uddannelsesinstitutioner – ikke mindst i gymnasieskolen, men hjemmesiden rækker bredt ud til alle og enhver med interesse for danmarkshistorie,« fortæller projektleder Mette Frisk Jensen.

Vi er begejstrede for at læse om historie

En af de danskere, der ofte klikker forbi, er Lene Koudal. Til dagligt er hun lektor i Historie og Samfundsfag på Katedralskolen i Aarhus.

»Danmarkshistorien.dk er en uundværlig del af min undervisning på gymnasiet. Jeg er meget glad for sitets varierede materiale, der gør det muligt at arbejde med historie fra mange vinkler i selve undervisningen. Der er klassiske skriftlige kilder, lydfiler, quizzer, statistik, små film, mytedrab og meget mere. Den inspirerer og vækker den faglige nysgerrighed,« siger Lene Koudal og fortsætter:

»Ligeledes til gymnasieelevernes større opgaver bruges siden intensivt i hele gymnasietiden. Den giver dem mulighed for at veksle mellem overblik og mere specifikke historiske emner, og favner dermed også elever på forskellige faglige niveauer. Det er meget værdifuldt for både elever og os lærere, at vi har så sikker en havn, når det kommer til danmarkshistorien.«

Formålet med danmarkshistorien.dk er at give offentligheden og undervisningssektoren mulighed for at få kvalificeret og tilgængelig information om Danmarks historie. Portalen er en del af Afdeling for Historie og Klassiske Studier ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

Men det er ikke kun Lene Koudal, der er begejstret for at kunne tilgå viden udarbejdet af historikere, arkæologer og andre forskere på Aarhus Universitet.

»Mere end 37 millioner sidevisninger på ti år vidner om alt andet end en forbigående interesse blandt et afgrænset publikum. Det er forskningsformidling med en – i dansk sammenhæng – ekstraordinær stor rækkevidde,« fortæller Anne Sørensen, der er redaktør af hjemmesiden, og fortsætter:

»Materialet på hjemmesiden adskiller sig fra anden historieformidling på nettet ved, at det er formidlet af universitetsforskere, samt at det er gratis og frit tilgængeligt for alle interesserede, så det er nemt at bruge til en hurtig søgning af, hvornår man afskaffede enevælden eller resultater af tidligere folketingsvalg.«

Udover hurtige søgninger kan man også læse længere artikler, der giver mulighed for at få viden om de nyeste forskningsdiskussioner.

Læs mere på: danmarkshistorien.dk.

Øverst: Danmarkshistorien.dk. (Foto: Aarhus Universitet). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.