Zand.News – »Det er også fuldstændigt uacceptabelt og ulovligt at affyre eller bruge fyrværkeri mod andre – ikke mindst mod beredskabspersonale. Straffen for at skyde og kaste fyrværkeri efter politi, brandvæsen, ambulancer og andre i offentlig tjeneste er netop skærpet med en tredjedel.«
Julen nærmer sig og i naturlig forlængelse kommer nytåret med dertilhørende fyrværkeri. Forståeligt nok synes mange at fyrværkeri er både smukt og sjovt her i den mørke tid.
Lovligt fyrværkeri giver i almindelighed ikke anledning til større problemer, når blot det bruges med fornuft. Ulovligt fyrværkeri er derimod en helt anden historie. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Politiet: »Ulovligt fyrværkeri er dødsensfarligt«
Hvert år oplever politiet desværre en del eksempler på ulovligt fyrværkeri, som ikke blot er strafbart at for eksempel besidde, sælge og købe, men det er også utroligt farligt.
»Ulovligt fyrværkeri er dødsensfarligt, og vi har desværre set en del fatale eksempler på dette. Fra i dag er det lovligt at købe fyrværkeri fra godkendte fyrværkerisalgssteder her i Danmark,« siger lederen af den forebyggende afdeling i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Charlotte Bergen Skov, og fortsætter:
»Og mit råd er, at man holder sig til udelukkende at købe sit fyrværkeri disse steder, og aldrig købe fyrværkeri i udlandet eller fra ikke godkendte salgssteder.«
Politiet efterforsker løbende mod ulovligt fyrværkeri. Ulovligt fyrværkeri er ofte importeret, købt via internettet eller stjålet fra virksomheder eller fyrværkere.
For blot en måneds tid siden fandt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for eksempel to større lagre af med både lovligt og ulovligt fyrværkeri med blandt andet kanonslag og forskellige batterier på ejendomme ved Vordingborg og Haslev.
To mænd blev i den forbindelse sigtet efter fyrværkeriloven.
Strafbart at besidde, sælge og købe ulovligt fyrværkeri
Du kan kende lovligt fyrværkeri på, at det altid er mærket med et CE-mærke. Hvis du har viden om, at nogen har købt eller handler med ulovligt fyrværkeri, så kontakt med det samme politiet.
Hvis du ved et tilfælde finder farligt fyrværkeri, der er efterladt eller smidt, så lad være med at røre ved det, men kontakt i stedet politiet.
Det er ikke bare farligt, det er også ulovligt og strafbart, at besidde, sælge og købe ulovligt fyrværkeri.
»Det kan faktisk koste dig en fængselsstraf, hvis du på nogen måde er skyld i, at nogen kommer til skade eller dør ved ulykker med fyrværkeri,« siger Charlotte Bergen Skov og fortsætter:
»Det er også fuldstændigt uacceptabelt og ulovligt at affyre eller bruge fyrværkeri mod andre – ikke mindst mod beredskabspersonale. Straffen for at skyde og kaste fyrværkeri efter politi, brandvæsen, ambulancer og andre i offentlig tjeneste er netop skærpet med en tredjedel.«
Fyr af med omtanke of kunde fra den 27/12 til den 1/1
Fra den 27. december til og med den 1. januar må man må fyre lovligt fyrværkeri af.
Men husk at affyre med omtanke og tage hensyn til mennesker og dyr, og hold dig til Sikkerhedsstyrelsen fem gode råd:
- Brug altid beskyttelsesbriller.
- Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.
- Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.
- Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.
- Gå aldrig tilbage til en fuser.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Simon / Pixabay). PM/red.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.