Behandling for overvægt af børn og unge

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Zand.News – Studie viser, at behandling for overvægt også gavner børn og unge med overvægtsrelateret spiseforstyrrelse.

Børn og unge, der lider af overvægtsrelateret spiseforstyrrelse, har mindst lige så stor gavn af behandling for overvægt, som børn og unge uden overvægtsrelateret spiseforstyrrelse.

Det viser helt nyt studie, som forskere fra Holbæk Sygehus står bag. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Skal ikke holde sig tilbage fra at begynde i behandling

Mange børn og unge med overvægt lider af en eller flere former for overvægtsrelateret spiseforstyrrelse, det vil sige trøstespisning, overspringning af måltider, hurtigspisning eller overspisning.

For dem er der godt nyt at hente i en videnskabelig undersøgelse, der netop er offentliggjort i tidsskriftet “Journal of Paediatrics and Child Health“.

Studiet er en del af aktiviteterne i Den Danske Biobank for Overvægtige Børn og Unge og forskningsinitiativerne Target, Biochild, MicrobLiver. Det er støttet af Region Sjællands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond, Novo Nordisk Fonden og Innovationsfonden.

Bag undersøgelsen står Jens-Christian Holm, der er overlæge og leder af Enheden for Overvægtige Børn og Unge på Holbæk Sygehus.

»Der er mange myter forbundet med spiseforstyrrelse og vægttab, men dette studie viser, at børn og unge ikke skal holde sig tilbage fra at begynde på et behandlingsforløb, selvom de lider af overvægtsrelateret spiseforstyrrelse,« siger Jens-Christian Holm.

Forskerne bag studiet satte sig for at undersøge, hvilken effekt behandling af overvægt har på børn og unge med overvægtsrelateret spiseforstyrrelse. Mere end 3600 børn og unge mellem tre og 18 år indgik i studiet.

Otte ud af ti af deltagerne havde en eller flere overvægtsrelaterede spiseforstyrrelser, da undersøgelsen begyndte.

Børn og unge fik vægttab på trods af spiseforstyrrelse

Deltagerne gennemgik en behandling, der fulgte den såkaldte Holbækmodel, det vil sige en familiebaseret, tværfaglig behandling af børn og unge med overvægt eller svær overvægt.

Efter 12 måneders behandling kunne forskerne konstatere, at tre ud af fire deltagere i undersøgelsen havde tabt sig. Desuden viste data fra undersøgelsen, at tilstedeværelsen af overvægtsrelateret spiseforstyrrelse ikke havde betydning for effekten af behandlingen.

For Jens-Christian Holm er undersøgelsens konklusion et klart signal om, at spiseforstyrrelse ikke bør tillægges for stor betydning, når behandlingsforløb tilrettelægges.

»Som forældre til børn med svær overvægt er det vigtigt at forstå, at børnene godt kan have gavn af behandling for overvægt uanset hvor meget overvægtsrelateret spiseforstyrrelsen, de har udviklet,« siger Jens-Christian Holm og fortsætter:

»Overvægtsrelateret spiseforstyrrelse er kun en ud af mange brikker i det store puslespil. Hvis vi som behandlere og forældre fokuserer for snævert på en bestemt problematik, risikerer vi at overse andre faktorer til skade for barnet.«

Øverst: Holbæk Sygehus. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.