Stor øvelse hos H. Lundbeck i Lumsås i dag

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Zand.News – Politiet og øvrige myndigheder afholder i dag øvelse på fabrikken H. Lundbeck A/S.

Midt- og Vestsjællands Politi og øvrige myndigheder vil være samlet i Den Lokale Beredskabsstab i dag til en øvelse, der vil foregå på fabrikken H. Lundbeck i Lumsås på Nykøbing Sj. Øvelsen vil foregå i tidsrummet kl. 09.00 til 15.00.

Der afholdes øvelser forskellige steder i kredsen hvert år

Formålet er, at myndighederne har øvet samarbejdet, i tilfælde af at der skulle opstå en alvorlig hændelse, der kan medføre fare for personer og miljø.

Hvert år afholder Den Lokale Beredskabsstab i Midt- og Vestsjællands politikreds øvelser forskellige steder i politikredsen. Denne gang er øvelsen flyttet til Lumsås, hvor myndighederne skal teste samarbejdet i en simuleret aktion.

»Vi skal altid forsøge at dygtiggøre os, så vi har afprøvet mange scenarier, hvis der skulle ske noget rigtig alvorligt. Hvert år holder vi miljøøvelser og andre former for øvelser, hvor vi sætter flere scenarier op, som myndighederne skal samarbejde om. Under øvelsen vil borgerne altså kunne se mange myndigheder samlet i byen,« siger politiinspektøren.

I den forbindelse anbefaler han, at borgerne og medierne holder afstand til øvelsen, så myndighederne får mulighed for at arbejde.

Hold linjen fri ved at udlade at ringe for at stille spørgsmål

Politiet vil sammen med blandt andet brand og redning, Region Sjælland, Hærhjemmeværnsdistriktet og Beredskabsstyrelsen være til stede i Lumsås med flere køretøjer og uniformeret personale. Der er dog ikke nogen risiko for borgerne, som kan fortsætte deres daglige gøremål.

»Vi har også stadig en politikreds, der skal fungere, og vi skal kunne hjælpe borgerne, selvom vi holder øvelse. Jeg håber derfor, at borgerne vil holde politiets telefonlinjer fri, så de, der skulle have brug for hjælp, kan komme igennem på telefonerne,« siger politiinspektøren.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at øvelsen er planlagt sammen med de øvrige myndigheder og H. Lundbeck i Lumsås.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Thomas Tolstrup / Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.