Grøn jul på biblioteket i Næstved

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Naestved.News – Næstved Bibliotek har fokus på værdier som natur og klima. Derfor kan du møde blandt andet den radikale klimaaktivistgruppe Extinction Rebellion, og du kan høre om modsætningerne mellem generationerne.

I disse år har biblioteket i Næstved, ligesom mange andre, fokus på FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling.

Biblioteket har en særlig forpligtelse til at oplyse om verdensmålene, og derigennem forhåbentlig ændre adfærd hos både borgere og virksomheder i Næstved Kommune, så vi sammen nærmer os at nå målene.

Derfor afholdes en række arrangementer med oplysningsfokus på verdensmålene. Det skriver Næstved Bibliotek og Borgerservice i en pressemeddelelse.

Mød den radikale klimaaktivistgruppe Extinction Rebellion

Fredag den 29. november 2019 er af store dele af den merkantile verden døbt Black Friday, mens klimademonstranter verden over, også i Danmark, demonstrerer mod det og kalder dagen Green Friday med opfordringer til ikke at forbruge, men i stedet spare og demonstrere for eksempelvis en bedre klimalov i Danmark.

Nogle af de mest radikale klimademonstranter er klimaaktivistgruppen Extinction Rebellion, som torsdag den 28. november 2019 kl. 19.00 besøger Næstved Bibliotek for at fortælle om, hvorfor de mener, at deres metoder er nødvendige.

Perspektivering af modsætningerne mellem generationerne

Lige præcis på “Green Friday”, fredag den 29. november 2019 kl. 16.00, holder biblioteket et arrangement, der sætter fokus på og perspektiverer modsætningerne mellem generationer og deres mål, når forsker Simon Elsborg Nygaard kommer på Næstved Bibliotek.

Han vil give sit bud på hvordan vi på tværs af generationer kan skabe en verden, som er bæredygtig og dermed langtidsholdbar. Og hvordan de unge demonstrerendes energi kan kanaliseres i en frugtbar retning.

Det centrale for julestemningen er fællesskabet og hyggen

Nu når julen nærmer sig er det oplagt at biblioteket fokuserer på at gøre julen mere bæredygtig og fællesskabsorienteret. Det er i den sammenhæng helt centralt at huske at julen ikke kun handler om forbrug, økonomi og gaver.

Vi ser allerede nu, at folk skriver ud om at donere gaver til familier uden ressourcer. Biblioteket vil gerne huske folk på, at det er fællesskabet, hyggen og det at fordybe sig i en historie eller i samværet med hinanden, der virkelig er det centrale for en god julestemning.

Vær med til at pynte bibliotekets bog-juletræ i hele december

Fra den 29. november 2019 kan man se en manifestation af disse værdier på Næstved Bibliotek.

Der stilles et juletræ op, lavet af kasserede bøger, og alle kan i løbet af december være med til at pynte det ved at lave julepynt af – ligeledes – kasserede bøger og magasiner. Der vil være skabeloner lagt frem ved juletræet.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Næstved Bibliotek). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.