Elleve facaderuder smadret på borgerservice

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Zand.News – Adskillige ruder på borgerservice på Jernbanevej i Holbæk blev udsat for hærværk tidligt på natten mellem mandag og tirsdag. Politiet efterlyser vidner.

Tirsdag morgen kl. 07.10 fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om, at borgerservice på Jernbanevej i Holbæk havde været udsat for hærværk natten mellem mandag og tirsdag kl. 02.10. Elleve facaderuder var blevet slået i stykker.

Politiet kom frem til stedet, hvor de fandt nogle sten på størrelse ned en knytnæve. De lå neden for ruderne. På ruderne var mærker efter slag, og ruderne var revnet, men ikke helt knust. Derfor havde der ikke været adgang til borgerservice.

Politiet skal nu gennemgå overvågningsvideoen fra stedet for at se, om det giver oplysninger omkring en mistænkt.

Borgere, der har bemærket noget mistænkeligt omkring borgerservice i Holbæk, eller som har set, hvordan ruderne blev knust, bedes kontakte politiet på telefon 1-1-4.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/Red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.