Papegøjeskænderi førte til påkørsel og sigtelse

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Soro.News (Kalundborg) – En mand kørte til politistationen i Slagelse for at anmelde, at han var blevet påkørt af en anden mand på Kragerupgårdsvej. Den anden mand blev herefter anholdt og sigtet for at forvolde fare for liv eller førlighed. Han forklarede, at der havde været et skænderi om to papegøjer.

Natten til mandag henvendte en mand sig på politistationen i Slagelse, hvor han fortalte, at han var blevet påkørt af en anden bil på Kragerupgårdsvej ved Ruds-Vedby. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Et skænderi om to papegøjer havde ført til påkørslen

Ud over chaufføren – en 25-årig mand – var der en 35-årig mand med i bilen som passager. Det var en bekendt, som havde kørt den anden bil, og den 25-åriges bil havde fået en skade langs den ene side.

Politiet fandt senere på natten frem til føreren af den anden bil. Det var en 47-årig mand fra Nørre Alslev, som blev anholdt kl. 04.26 og sigtet for at have overtrådt straffelovens bestemmelser om at forvolde fare for liv eller førlighed.

Den anholdte forklarede, at det var et skænderi om to papegøjer, der lå bag, og at påkørslen var sket ved et uheld. Den 47-årige blev løsladt efter afhøring, og politiet mangler stadig at afhøre flere af de implicerede i sagen.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.