Regionen: Økonomiaftale har fokus på ulighed

Zand.News — »En ulighedspulje på 100 millioner kroner kan i sig selv ikke løse uligheden, der er i sundhedsvæsenet, men det er en vigtig prioritering til vores arbejde for mere lighed og flere læger,« lyder det fra regionsrådsformanden.

Med aftalen om regionernes økonomi for 2025 gives et samlet løft på næsten 2 milliarder kroner ekstra til driften samt 600 millioner kroner til allerede i år at tøjle stigende udgifter. Regionsrådsformanden glæder sig over en god aftale med regeringen og er særligt tilfreds med, at det er lykkes at få en pulje på 100 millioner kroner med i aftalen til at bekæmpe ulighed i sundhed i Region Sjælland og Region Nordjylland. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Aftalen holder aktiviteten oppe i sundhedsvæsenet

Danske Regioner og Regeringen har indgået en aftale om næste års økonomi. Den indeholder et løft samlet set til regionerne på 1,95 milliarder kroner, der skal give mulighed for at investere i og udvikle sundhedsvæsnet.

»Der er tale om en rigtig god og stærk aftale, der betyder, at vi kan have fokus på både en styrkelse og en udvikling af vores sundhedsvæsen. Og så er jeg rigtig godt tilfreds med, at de stigende udgifter, vi oplever i år, adresseres med et ekstraordinært løft i 2024 på samlet 600 millioner kroner, som vil give cirka 90 millioner kroner ekstra til Region Sjælland allerede i år. Vi har budgetudfordringer i år, og denne aftale er med til, at vi kan holde aktiviteten oppe i vores sundhedsvæsen til gavn for vores patienter,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

Region Sjælland særligt udfordret på ulighed

Der er ulighed i sundhedsvæsenet i Danmark. Det gælder ikke mindst flere steder i Region Sjælland, som er den region i landet, hvor der er færrest læger i forhold til befolkningens størrelse. Derfor er Heino Knudsen især begejstret for, at det i økonomiaftalen er lykkes at sikre 100 millioner kroner specifikt til de regioner, der har mindre end 3 læger pr. 1.000 indbyggere – i praksis Region Sjælland og Region Nordjylland.

»At mindske den ulighed, der findes i sundhedsvæsnet, er noget, jeg virkelig har kæmpet for i mange år. Det er et fokus, som vi i Regionsrådet bliver ved med at forfølge, da det er en af vores velfærdssamfunds største udfordringer og urimeligheder. Derfor er det dejligt, at det arbejde bærer frugt. En ulighedspulje på 100 millioner kroner kan i sig selv ikke løse uligheden, der er i sundhedsvæsenet, men det er en vigtig prioritering til vores arbejde for mere lighed og flere læger, og det er et vigtigt, at vi i regionerne og Regeringen sammen tager et fælles ansvar for at skabe bedre vilkår for en bedre lægedækning til gavn for vores borgere i Region Sjælland,« fortæller Heino Knudsen.

Vigtigt at kigge på national fordeling af læger

Regionsrådsformand Heino Knudsen påpeger, at opgaven i Region Sjælland er en anden end i flere andre regioner, da befolkningssammensætningen er anderledes, og at behovet derfor er større i Region Sjælland.

»Det er helt afgørende, at vi nationalt kigger på fordelingen af læger, så lægerne kommer derud, hvor lægemanglen er størst, og hvor borgerne har mest behov. Jeg er rigtig glad for, at vi med denne ulighedspulje nu i fællesskab har taget hul på løsninger af den udfordring, og det er vigtigt, at det også sætter retning for fremtiden efter 2025, så vi kan få udlignet den ulighed, der er i Danmark på sundhedsområdet,« uddyber Heino Knudsen.

Øverst: Regionsrådsformand Heino Knudsen (S). (Foto: Region Sjælland). PM/roke.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.zand.news/zsn/4ee8