Røveri ved pengeautomat i Kalundborg

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden).

Zand.News – En 32-årig mand udleverede sine kontanter, da han blev truet af tre store drenge på Møllebakken.

Onsdag formiddag kl. 11.46 ringede en 32-årig mand fra Skibby til politiet for at anmelde et røveri ved en pengeautomat på Møllebakken i Kalundborg. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Manden havde kort forinden hævet et kontantbeløb i pengeautomaten, og da han forlod stedet, blev han passet op af tre ukendte gerningsmænd, der bad ham tømme lommerne. Manden gav gerningsmændene pengene, hvorpå de løb fra stedet.

De tre mænd beskrives som:

  • A: Mand, cirka 16 år, cirka 170 centimeter høj, spinkel af bygning, udenlandsk af udseende (muligvis tyrkisk) og sort hår med “armycut”. Iført sort vindjakke, mørkeblå jeans og hvide sko. Talte dansk med accent.
  • B: Mand, cirka 16-17 år gammel, cirka 180 centimeter høj, spinkel af bygning, udenlandsk af udseende og sort hår, som var kort i siderne. Iført mørklilla kasket, strikpullover med lynlås i toppen, mørke bukser og hvide sko. Havde en guldkæde om halsen. Talte dansk med accent.
  • C: Mand, cirka 17 år, cirka 160-165 centimeter høj, arabisk af udseende og pletvis skæg omkring munden. Iført mørkeblå vindjakke, sandfarvede bukser og hvide sko.

Kontakt gerne politiet på telefon 1-1-4. hvis du ved eller har set noget.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/Red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.