Kasseekspedient udsat for tricktyveri

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Naestved.News – En kunde ville veksle 3.000 kroner i 100-kronesedler til nogle større sedler, men han snød sig til 2.000 kroner ekstra ved at forvirre kasseekspedienten.

Torsdag eftermiddag kl. 15.46 kom en mand ind i Meny på Østergade i Næstved. Da han gik, manglede kasseekspedienten 2.000 kroner.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det lykkedes at forvirre kasseekspedienten

Manden ville købe nogle cigaretter, men da det ikke var muligt, ønskede han i stedet at få vekslet 3.000 kroner i 100-kronesedler til nogle større sedler.

Undervejs lykkedes det ham at forvirre kasseekspedienten så meget, at han slap afsted med 5.000 kroner i stedet for 3.000.

Manden var 50-55 år, 170 til 175 centimeter høj og kraftig af kropsbygning. Han havde et østeuropæisk udseende og havde sort, mellemlangt hår, og han talte dårligt engelsk med accent. Han var iført en sort T-shirt.

Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der har set manden, og opfordrer til, at man er særdeles opmærksom, når en kunde ønsker at få vekslet penge. Det er ikke er første gang, at en ekspedient er blevet snydt på den facon.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.