Tre mænd fra Næstved anholdt for bedrageri

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Naestved.News – Fire mænd, herunder tre fra Næstved, er anholdt og sigtet for bedrageri for mere end 100.000 kroner mod ældre kvinder.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har torsdag formiddag anholdt fire mænd, der er sigtet for økonomisk IT-kriminalitet i form af bedragerier. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Ældre kvinder er kontaktet pr. telefon eller e-mail

Det drejer sig om tre mænd fra Næstved på henholdsvis 18, 18 og 19 år og en mand fra Taastrup på 19 år. Bedragerierne er sket i maj 2019, og løber op i et samlet beløb på mere end 100.000 kroner.

Bedragerierne er blandt andet sket ved, at flere ældre kvinder er blevet kontaktet enten pr. telefon eller e-mail, hvor de er blevet lokket til at udlevere deres personlige informationer såsom deres NemID eller bankoplysninger. Herefter er der hævet betydelige beløb fra deres konti.

Læs også: Professionelle telefonbedragere er anholdt.

Politiet efterforsker fortsat sagen, og de forventer, at der vil blive rejst flere sigtelser, herunder for hæleri:

»Det er politiets opfattelse, at der over en længere periode har været et netværk af unge, der løbende har stillet deres konti til rådighed for kriminelle,« Carsten Høj Hansen, der er politikommissær og leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet, og fortsætter:

»Det kan for eksempel være, hvis man har modtaget en form for betaling for, at der er blevet sat et større beløb ind på ens konto, som kort tid efter skulle hæves kontant eller udbetales til en anden konto. Vi opfordrer i så fald de unge til at melde sig selv.«

Øverst: Genrefoto. (Foto: Brian A Jackson / iStock). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.