Udenlandsk kaffetyv stak af fra biluheld

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Naestved.News – En kaffetyv startede et mindre harmonikasammenstød, men blev fundet af en hund.

Tirsdag eftermiddag kl. 16.55 stødte tre biler sammen ved rundkørslen ved Vestre Ringvej/Karrebækvej i Næstved. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Tyven kørte op i en dame, som kørte op i en mand

Den bageste bilist opdagede tilsyneladende for sent, at de andre bremsede op og standsede, så han kørte op bag i en bil med en 33-årig kvinde fra Næstved ved rattet. Hun blev skubbet frem den forankørende, som var en 46-årig mand fra København.

Ingen kom til skade ved uheldet, men en passager i den ene af bilerne blev kørt til et rutinetjek på skadestuen i Slagelse.

En politihund opsnusede tyven i et mindre skovstykke

Efter uheldet stak føreren af ulykkesbilen af, men han blev ved hjælp af en politihund opsnuset i et mindre skovstykke i nærheden. Det var en 47-årig udenlandsk mand, som blev anholdt kl. 17.55 og taget med til politistationen i Næstved til afhøring.

Politibetjentene fandt samtidig et større parti spiritusflasker og poser med kaffe og nødder i hans bil.

En anden udenlandsk kaffetyv var på spil midt i det hele

Kort før uheldet fik politiet en anmeldelse om et butikstyveri i Netto på Åderupvej i Næstved, hvor nogle medarbejdere tilbageholdt en udenlandsk mand, der havde rygsækken fyldt med Gevaliakaffe, som han ikke havde betalt for.

Det var en 40-årig mand, som blev anholdt kl. 16.44 og sigtet for butikstyveri.

De to anholdte mænd er af samme nationalitet, og det skal nu undersøges, om der er en sammenhæng mellem dem og mellem tyverierne. De er begge fortsat anholdt.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Steen Brogaard / Rigspolitiet). Note/Red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.