72-årig kvindelig bilist udsat for tricktyveri

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Ringsted.News – Mens en ung mand afledte hendes opmærksomhed, åbnede en anden person passagerdøren og tog en taske.

Lørdag kl. 12.49 anmeldte en 72-årig kvinde fra Ringsted, at hun omkring kl. 12.30 havde fået stjålet sin taske fra forsædet i sin bil på Klosterparks Alle i Ringsted.

En fremmed mand bankede på bilruden

Den ældre dame havde været på indkøb og havde netop sat sig ind i sin bil, da en fremmed mand bankede på ruden i førerdøren.

Den 72-årige åbnede døren for at tale med manden, som rakte en brochure frem mod hende. Dermed fik han afledt hendes opmærksomhed.

Til sidst fik hun afvist den fremmede mand, men en anden, ukendt person havde i mellemtiden set sit snit til ubemærket at åbne bildøren for at stjæle tasken fra bilens forsæde. Det opdagede hun først, da hun kørte derfra, idet passagerdøren ikke var lukket korrekt.

Manden, der henvendte sig, blev beskrevet som:

  • Mand
  • 17-18 år
  • Almindelig kropsbygning
  • Hvid hudfarve
  • Kort sort hår.

Han var iført mørkt tøj og habitagtig jakke, og han medbragte Lidl-reklamer.

Politiet kørte til området for at lede efter manden og hans mulige medsammensvorne, men fandt dog ingen af dem eller den forurettedes taske i området.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.