Bilist flygtede efter påkørsel af en løber i Benløse

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden).

Ringsted.News – Fredag eftermiddag røg en løber op over køleren på en bil. Nu aflyser politiet bilisten, som var mellemøstlig af udseende og kørte i en ældre og mindre grå personbil.

Fredag eftermiddag kl. 15.21 var en 37-årig lokal mand ude at løbe ad Roskildevej mod sydvest, hvor han skulle krydse Fredensvej, der munder ud i Roskildevej.

Men så blev han ramt af en bilist, der nu er flugtbilist. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Kom ad Roskildevej og svingede til venstre ad Fredensvej

I T-krydset blev den 37-årige ramt af en bil. Den kom kørende ad Roskildevej imod løberen, hvorpå bilen svingede til venstre ad Fredensvej.

Bilisten overholdt ikke sin vigepligt, men kørte frem og påkørte den 37-årige, der røg op over køleren og ned på fortovet.

Bilisten standsede ikke efter uheldet, men kørte videre ad Fredensvej, hvor den drejede fra. Løberen slog sig ved uheldet, men kom ikke alvorligt til skade.

Bilisten beskrives som:

  • Mand
  • Mellemøstlig af udseende
  • Brun hudfarve
  • Kort, sort hår.

Han kørte i en ældre og mindre grå personbil.

Politiet undersøger nu sagen og forsøger at finde frem til den flygtende bilist. Vidner, som har bemærket uheldet, og som kan komme med oplysninger i sagen, bedes kontakte politiet på telefon 1-1-4.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.