Butikstyve stak af fra Netto i Benløse

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Ringsted.News – Politiet efterlyser tre østeuropæiske mænd, som stak af fra et butikstyveri i Benløse tirsdag aften kl. 20.44.

Tirsdag aften kl. 20.44 anmeldte personalet i Netto i Benløse, at de på overvågningen havde set en mand forlade butikken med en kurv fyld med varer.

Medarbejderen valgte at blive ved bilen for at sikre den

Netto-medarbejderen løb herefter ud på parkeringspladsen, hvor der holdt en bil med lyset tændt, og hvor manden stod ved bilen. Manden stak dog af, selvom Netto-medarbejderen tog fat i ham og sagde, at han skulle blive på stedet.

Medarbejderen så, at den flygtende mand forlod stedet sammen med to andre mænd i nordøstlig retning mod Roskildevej, men valgte at blive ved bilen for at sikre den.

På butikkens overvågning kunne personalet se, at den flygtende mand (A) havde været i selskab mod to andre mænd (B og C), som havde forladt stedet kort før tyven.

Politiet fandt ikke de flygtende mænd, men fik bilen

En patrulje blev sendt til stedet, hvor de søgte efter de flygtende mænd, men fandt ikke frem til dem. Politiet undersøgte også den efterladte bil, hvor kurven med varerne fra Netto lå.

Der lå også andre dagligvarer i bilen, som kunne stamme fra andre tyverier. Politiet kontaktede den registrerede ejer af bilen, som oplyste, at bilen var blevet solgt til en mand fra Rumænien.

De tre mænd beskrives som:

  • A: Mand, østeuropæisk af udseende, 30-40 år, almindelig kropsbygning, hvid hudfarve samt sort og mellemlangt hår. Han var iført sort jakke, sorte bukser og sorte sko med hvid sål.
  • B: Mand, østeuropæisk af udseende, 30-40 år, almindelig kropsbygning, hvid hudfarve samt kronraget/skaldet. Han var iført sort jakke med lys pels på hætten, blå cowboybukser og lysebrune sko. Desuden medbragte han en rygsæk.
  • C: Mand, østeuropæisk af udseende, 30-40 år, almindelig kropsbygning og hvid hudfarve samt. Han var iført sort kasket, sort jakke og lyseblå cowboybukser.

Politiet efterforsker nu sagen for at finde frem til køberen af den efterladte bil samt at klarlægge, om de fundne varer i bilen også var tyvekoster.

Vidner som har set de tre mænd, der havde været inde i Netto, og som har oplysninger i sagen, bedes ringe til politiet på telefon 1-1-4.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). Note/red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.