Udvikler tilbud til psykisk sårbare unge

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden).

Læsetid: 3 min.

Ringsted.News – Ringsted Kommune gør nu klar til at starte et nyt forløb for psykisk sårbare unge i Ungeliv, som hører under kommunens Socialpsykiatri.

Socialstyrelsen har tildelt Ringsted Kommunes Socialpsykiatri 6 millioner kroner til projektet “Genvejen”, som er et tilbud til psykisk sårbare unge. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Nyt forløb for psykisk sårbare unge i Ungeliv

Ringsted Kommune gør nu klar til at starte et nyt forløb for psykisk sårbare unge i Ungeliv, som hører under Ringsted Kommunes Socialpsykiatri.

Projektet “Genvejen” er blevet en realitet med en bevilling på 6 millioner kroner fra Socialstyrelsen.

Formålet er, at psykisk sårbare unge i alderen 13-25 år modtager hjælp med henblik på, at de bevarer tilknytningen til hverdagslivet med skole, fritidsinteresser, familie, uddannelse og arbejde.

»Jeg er meget glad for, at Socialstyrelsen har valgt at tildele 6 millioner kroner til projektet “Genvejen”,« siger formanden for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Britta Nielsen (SF), og fortsætter:

»Ungeliv har allerede mange gode tilbud til sårbare unge, og det er positivt, at vi nu kan udvide vores tilbud til at omfatte flere- og yngre borgere. Mit håb er, at Genvejen kan være med til at øge trivslen og forebygge mistrivsel blandt unge i Ringsted.«

Genvejen vil bestå af forskellige fire spor

De 6 millioner kroner bliver uddelt over tre år. Genvejen vil bestå af fire spor med rådgivende samtaler, individuelle forløb, gruppeforløb og forløb for forældre.

Social- og Sundhedschef i Ringsted Kommune, Alice Morsbøl, ser frem til at komme i gang med projektet.

»Ungeliv har mange gode erfaringer med forløb til psykisk sårbare unge, og det er positivt, at vi med Genvejen kan være med til at kvalificere og udvikle et forebyggende kommunalt tilbud til psykisk sårbare unge i samarbejde med andre kommuner,« siger Alice Morsbøl.

Genvejen er forankret i Ungeliv under Socialpsykiatrien med tæt samarbejde med Ungeenheden i Arbejdsmarkedscentret, Børnecentret og Skolecentret.

Projektbevillingen bliver behandlet på byrådets møde den 8. juni 2020.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Anemone123 / Pixabay). PM/rk.

Fortæl din mening:

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.