Nyt beredskabssamarbejde på vej

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Soro.News Sorø Kommune glæder sig over, at byrådet i Slagelse Kommune har imødekommet Sorøs ønske om et beredskabssamarbejde med Slagelse Brand og Redning.

Det nye beredskabssamarbejde mellem Sorø Kommune og Slagelse Brand og Redning rykker nærmere. Det skriver Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

Beredskabssamarbejde giver en bedre økonomisk gennemsigtighed

Sorø Kommune glæder sig over, at byrådet i Slagelse Kommune nu har imødekommet Sorø Kommunes henvendelse om et fremtidigt beredskabssamarbejde med Slagelse Brand og Redning.

Samarbejdet blev godkendt på byrådsmødet i Slagelse i mandags.

Sorø Kommunes byråd besluttede allerede i december at træde ud af Vestsjællands Brandvæsen og i stedet afsøge muligheden for et fremtidigt samarbejde med Slagelse Brand og Redning.

Læs også: Sorø vil samarbejde Slagelse Brand og Redning (Zand.News).

»Det glæder mig meget, at Slagelse Kommune har sagt ja til at samarbejde med os. Vi forventer, at samarbejdet med Slagelse Brand og Redning vil give os et mere robust brandvæsen med en bedre økonomisk gennemsigtighed,« siger borgmester Gert Jørgensen (K) fra Sorø Kommune.

Det nye samarbejde træder i kraft den 1. januar 2021. Resten af 2020 vil Sorø Kommune fortsat være en del af Vestsjællands Brandvæsen.

Sorø Kommune får sin egen selvstændige beredskabskommission

I det nye samarbejde med Slagelse Brand og Redning får Sorø Kommune sin egen selvstændige beredskabskommission og får dermed større indflydelse på beredskabets opgaver.

»Jeg er overbevist om, at både borgere og erhvervsliv kan se frem til det nye samarbejde,« siger Gert Jørgensen.

Han forventer at samarbejdet med Slagelse Brand og Redning vil blive modtaget positivt af brandmændene i Sorø Kommune.

Samarbejdet medfører mere fleksibilitet til Slagelse Kommune

Borgmester John Dyrby Paulsen (S) fra Slagelse Kommune glæder sig også over, at et enigt byråd ser gode perspektiver i et kommende samarbejde på beredskabsområdet med Sorø Kommune.

»Det nye samarbejde giver os mere fleksibilitet, og er i god forlængelse af det samarbejde, som vi allerede har med Sorø om beredskabet på eksempelvis Storebæltsforbindelsen. Derfor ser jeg meget frem til at udvide samarbejdet,« siger John Dyrby Paulsen.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.