Zand.News – »Hvert år bliver politiet kaldt ud til utallige trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne. Trafikulykker, der i nogle tilfælde får en tragisk udgang og i andre tilfælde mærker de implicerede for livet.«
Politiet landet over gennemfører fra i dag mandag den 20. april og frem til søndag den 26. april 2020 en målrettet indsats mod hastighedsovertrædelser. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv
Kontrollen indgår i rækken af de fælleseuropæiske færdselskontroller, der arrangeres af det europæiske færdselspolitisamarbejde TISPOL/Roadpol, og er delvist finansieret af EU-kommissionen.
»Hvert år bliver politiet kaldt ud til utallige trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne. Trafikulykker, der i nogle tilfælde får en tragisk udgang og i andre tilfælde mærker de implicerede for livet,« siger Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter og fortsætter:
»Derfor er hastighed et meget vigtigt indsatsområde, og vi prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv og skabe tryghed for dem, der færdes i trafikken. Selv en lille hastighedsoverskridelse har stor betydning for bremselængden.«
Sammenhæng mellem farten og antallet af dræbte
Der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne, skriver politiet, som vurderer, at for høj hastighed er den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald.
Fakta om for høj hastighed
2012 – 2018 omkom 403 personer i en trafikulykke, hvor mindst en af de involverede parter kørte for stærkt i forhold til hastighedsgrænsen eller forholdene. I 72 procent af ulykkerne var farten en medvirkende årsag til, at ulykken opstod. I de sidste 28 procent var farten årsag til, at ulykken blev med dødelig udgang.
Ved 80 km/t. kører du ca. 33 meter mens du reagerer, og efter ca. 64 meter holder du stille. Kører du 95 km/t. bruger du yderligere 19 meter på at holde stille ved maksimal bremsning af køretøjet.
Hvis 2 bilister kolliderer med 80 km/t., vil ulykken i 30 procent af tilfældene have dødelig udgang. Risikoen fordobles til 60 procent ved en hastighed på 90 km/t.
Hvis en bilist rammer en fodgænger med 80 km/t. vil ulykken være fatal i 60 procent af tilfældene. Risikoen stiger til 80 procent ved 90 km/t.
De fleste dødsulykker i trafikken sker på landeveje. 62 procent af dødsulykkerne på disse veje sker med en hastighedsoverskridelse på mindre end 20 km/t. 38 procent af dødsulykkerne sker med en overskridelse på mere end 20 km/t.
(Kilde: Rigspolitiet).
Øverst: Pressefoto. (Foto: Niclas Jessen / Rigspolitiet). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.