Nye regler i nattelivet om åbningstider

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Zand.News – »Restaurationer og barer må holde åbent til kl. 2 om natten, hvis de ikke lukker nye gæster ind efter kl. 23,« siger rigspolitichefen.

Det er nu muligt for caféer, barer, værtshuse og lignende at holde åbent helt frem til kl. 02. Men det kræver, at stederne ikke lukker nye gæster ind efter kl. 23. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Politiet vil være til stede i nattelivet på sædvanlig vis

»Coronaepidemien er gået ind i en nye fase, hvor vi heldigvis har kunne genoptage rigtig meget af vores tidligere liv, men hvor vi stadig skal passe på, at epidemien ikke kommer tilbage med fuld styrke,« siger rigspolitichef Thorkild Fogde og fortsætter:

»Diskoteker og natklubber er stadig lukkede, men restaurationer og barer må holde åbent til kl. 2 om natten, hvis de ikke lukker nye gæster ind efter kl. 23, og politiet vil være til stede i nattelivet på helt sædvanlig vis.«

Det er stadigt muligt at lukke gæster ind efter kl. 23, men så skal stedet lukke senest kl. 24. Samtidig betyder det aktuelle smittebillede, at reglerne om at kunne holde åbent frem til kl. 02 ikke gælder i Århus og Silkeborg kommuner.

Det vil fortsat være muligt at gå ud på gaden for at ryge og så vende tilbage. Men går man for langt væk fra stedet, og eventuelt besøger andre steder, så vil man blive betragtet som ny gæst på stedet.

Overtrædelse udløser bøder på op til 40.000 kroner

Hvis politiet konstaterer, at der holdes åbent efter kl. 24.00, selvom der er lukket nye gæster ind efter kl. 23.00, så kan det udløse bøder på op til 40.000 kroner til ejeren af stedet.

Politiet har de seneste weekender oplevet en række udfordringer landet over med tilfælde af høj musik, der generer omkringboende. Derfor kommer rigspolitichefen også med et godt råd til dem, der kunne overveje at flytte festen ud under åben himmel.

»Hvis man vil videreføre festen i parker og på pladser på en sådan måde, at andre mennesker forstyrres og generes i deres nattesøvn, så vil politiet også være derude. Så mit råd til jer vil være: Lad være med at tage soundboxen med, hvis I vil undgå, at vi giver bøder og måske konfiskerer den,« siger Thorkild Fogde.

Øverst: Rigspolitichef Thorkild Fogde. (Foto: Rigspolitiet). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.