5.630 borgere og frontpersonale blev vaccineret

Læsetid: 3 min.

Zand.News – I går fredag blev 5.630 vaccineret i Region Sjælland, hvor 2.840 borgere fik vaccinen i Arena Næstved, og 1.650 frontpersonale fra kommuner og sygehuse fik vaccinen på akutsygehusene i Slagelse, Næstved, Roskilde og Nykøbing F.

I går blev det hidtil højeste antal borgere vaccineret mod COVID-19 på én dag. Der var planlagt vaccination af 5.630 borgere i Region Sjælland. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse

En lang og travl dag på vaccinationsstederne

Vaccinationsstederne i Arena Næstved og Holbæk Sportsby lukkede fredag aften kl. 22.00 efter en lang og travl dag, hvor der har været fuld gang i vaccinationerne.

Den første status umiddelbart efter slutfløjtet lyder på, at den store vaccine-generalprøve er gået godt og efter planen.

»Det er gået over al forventning, ikke mindst takket være en kæmpe indsats fra alle de medarbejdere, der har været med til at planlægge og gennemføre dagen,« siger Trine Holgersen, der er direktør i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland, og fortsætter:

»Jeg glæder mig til at nærstudere data og erfaringer fra i dag, når resultaterne foreligger, med henblik på at kunne bruge det i den videre vaccinationsplan. På den måde kan vi optimere vores indsats i kampen mod COVID-19 og give borgerne i Region Sjælland den bedst mulige oplevelse.«

Der var planlagt i alt 5.630 vaccinationer i regionen. De fordelte sig med vaccination af 2.840 borgere i Arena Næstved, 1.140 borgere i Holbæk Sportsby samt 1.650 frontpersonale fra kommuner og sygehuse, der fik vaccinen på akutsygehusene i Holbæk, Slagelse, Nykøbing Falster og Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

Regionen er klar til at modtage flere vacciner

Alle regioner har i dag testet indsatsen med at massevaccinere som en generalprøve frem mod, at Danmark modtager vacciner i stor stil.

Trine Holgersen er fortrøstningsfuld i forhold til den store vaccinationsopgave, der venter.

»Vi er helt klar til at kunne rulle ud i større skala, og vi kunne godt have haft endnu flere borgere igennem vores generalprøve i dag, da vi har haft ledig kapacitet i vores vaccinationsbokse løbende gennem hele dagen,« siger Trine Holgersen og fortsætter:

»Selvfølgelig har der helt som ventet været små bump på vejen, hvor vi eksempelvis har fået værdifuld erfaring med, hvordan vi kan guide og hjælpe borgerne endnu bedre igennem vaccinationsflowet i centrene. Nu venter vi bare på, at der kommer flere vacciner – og vi glæder os.«

Øverst: Genrefoto. (Foto: Pixel Away / iStock). PM/rk.

Fortæl din mening til os andre:

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.