Flere smittefrie konsultationer på vej i regionen

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Zand.News – Privatpraktiserende psykologer og privatpraktiserende speciallæger i Region Sjælland får nu mulighed for at holde videokonsultationer.

Inden udgangen af denne uge kan patienter i Region Sjælland nu også møde nogle af de privatpraktiserende psykologer og privatpraktiserende speciallæger virtuelt. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

76 privatpraktiserende har allerede sagt ja tak

Privatpraktiserende psykologer og privatpraktiserende speciallæger i Region Sjælland får nu også mulighed for at holde videokonsultationer med deres patienter.

Foreløbig har 50 privatpraktiserende psykologer og 26 privatpraktiserende speciallægepraksisser sagt ja tak til at tilbyde videokonsultationer med udstyr fra regionen.

I sidste uge tog Region Sjælland i samarbejde med Praktiserende Lægers Organisation det første skridt frem mod videokonsultationer mellem praktiserende læger og deres patienter.

Der blev udsendt cirka 950 sæt IT-udstyr til alle praktiserende læger i regionen, og de første virtuelle møder forventes afholdt i denne uge.

Læs også: Smittefrie konsultationer hos lægen (Slagelse.News).

Som en naturlig forlængelse af dette, får privatpraktiserende psykologer og privatpraktiserende speciallæger samme mulighed for at gennemføre videokonsultationer, så patienterne kan få rådgivning og behandling uden at risikere at blive smittet med coronavirus/COVID-19 eller andre sygdomme.

Privatpraktiserende speciallæger er for eksempel privatpraktiserende ørelæger, dermatologer, psykiatere og neurologer.

Visse sygdomme kræver en fysisk undersøgelse

Det giver ikke nødvendigvis lige god mening for alle privatpraktiserende speciallæger at anvende muligheden for videokonsultationer, da nogle sygdomme kræver, at lægen undersøger patienten fysisk, men interessen fra både privatpraktiserende speciallæger og privatpraktiserende psykologer har været stor.

»Det skal være trygt at få hjælp. Derfor er det vigtigt for mig, at borgerne får muligheden for videokonsultationer i denne corona-tid,« siger Heino Knudsen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland, og fortsætter:

»Vi har haft et godt samarbejde med de faglige organisationer, som betyder, at borgerne nu får udvidet adgang til sundhedstilbuddene i Region Sjælland. Jeg er imponeret over den hurtige omstilling, som de privatpraktiserende speciallæger og de privatpraktiserende psykologer foretager her, og som de praktiserende læger allerede er i gang med. Det et tigerspring, som de skal have tak for.«

Fakta ─ sådan gør du som patient:

  • Du får tilsendt en besked via den e-mail, som du har oplyst til praksis, med et link fra lægen.
  • I beskeden beskrives, hvordan du skal forholde dig.
  • I det virtuelle rum kan du få en sikker og fortrolig samtale med lægen.

Karin Rasmussen, der er samarbejdsrepræsentant for de privatpraktiserende psykologer i Region Sjælland, ser meget positivt på initiativet.

»Jeg er positivt stemt overfor brugen af videokonsultationer og har selv i den aktuelle situation gennemført mange konsultationer på telefon. Psykologerne er, efter min vurdering, meget åbne og omstillingsparate i forhold til måden deres arbejde struktureres på, og det har vi en god anledning til at udforske yderligere nu,« siger Karin Rasmussen og fortsætter:

»Det kan være en stor fordel for visse grupper af patienter og klienter, at de kan blive hjemme i de trygge rammer under en videokonsultation. Samtidig kommer vi nok også til at erkende, at det ikke vil virke for alle. Men personligt er jeg meget spændt på at modtage udstyret og prøve det af.«

Region Sjælland sender i denne uge IT-udstyr til video, til alle tilmeldte privatpraktiserende psykologer og privatpraktiserende speciallæger. Udstyret lander i de forskellige praksisser sidst på ugen.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.