Zand.News – Børn i alderen 5 til 15 år kan snart blive vaccineret mod COVID-19 hos deres praktiserende læge eller en anden læge i lokalområdet.
Region Sjælland har indgået en aftale med de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) om vaccination af børn mod COVID-19. Aftalen gælder for børn i alderen 5 til 15 år. Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Lettere at finde en tid til vaccinationen
Børn i alderen 5 til 15 år vil fremover kunne blive vaccineret mod COVID-19 hos deres praktiserende læge eller en anden læge i lokalområdet. Den nye aftale kommer blandt andet efter, at Sundhedsstyrelsen i sidste uge udvidede vaccinationsindsatsen og anbefalede vaccination af børn ned til fem år.
»Det nye tilbud til borgerne skal gøre det lettere at finde en tid til vaccination af børnene. Samtidig kan det måske være mere trygt for nogle børn at tage hen til egen læge i stedet for et vaccinationscenter,« siger Trine Holgersen, der er direktør i Det Nære Sundhedsvæsen og vaccinationsansvarlig i Region Sjælland, og fortsætter:
»Tak til lægerne for dette vigtige bidrag til vaccinationsindsatsen på et tidspunkt, hvor smittetrykket stiger blandt børnene.«
Et ekstra tilbud i trygge rammer til børn
Børn i alle aldre vil fortsat kunne vaccineres i de lægebemandede vaccinationscentre, der i forvejen er fordelt ud over hele regionen. Den nye aftale er udtryk for et ekstra tilbud. Det er frivilligt for de enkelte praktiserede læger at deltage i det omfang, de har overskud til det.
»Vi er glade for at hjælpe med, at så mange som muligt bliver vaccineret. Sidste år i julen trådte vi akut til, da der var behov for at hjælpe i forbindelse med opstart af vaccination af de ældste og mest sårbare af vores patienter – nu er det børnene, der er en prioritet. Vi er vant til at vaccinere børn i almen praksis, så det vil være et trygt og nært tilbud for dem at blive vaccineret mod COVID-19 hos os,« siger Camilla Høegh-Guldberg, der er formand for PLO-Sjælland.
Camilla Høegh-Guldberg opfordrer alle sine medlemmer til at overveje, om de har mulighed for at tage del i vaccinationsindsatsen – både i forhold til børnene, og hvis Region Sjælland skulle have behov for yderligere hjælp til at få afviklet vaccinationsindsatsen.
Tjek gerne hjemmesiden før din tidsbestilling
Forældre og børn vælger selv, hvilken praktiserende læge de vil vaccineres hos – det behøver ikke være hos patientens egen læge. Bemærk, at dette tilbud kun gælder børn i alderen 5 til 15 år.
Regionen arbejder på en oversigtsside, hvor man kan finde de praksis, der er med i tilbuddet. Siden vil løbende opdateres fra og med torsdag eftermiddag i denne uge og vil kunne findes på regionens hjemmeside, som du finder her.
De deltagende læger opfordres til at opdatere deres hjemmesider med informationen. Region Sjælland og de praktiserende læger opfordrer til, at man tjekker disse hjemmesider, før man ringer for at bestille tid, så man ikke belaster telefonerne hos de praktiserende læger unødigt.
Øverst: Vaccination af en voksen i Region Sjælland. (Foto: Region Sjælland). PM/roke.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.