Skadestuen i Næstved er nu lægebemandet døgnet rundt

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Zand.News – Der er altid en læge på skadeklinikken i Næstved, men akutafdelingerne i blandt andet Slagelse By og Holbæk har stadig flere kræfter og kan mere end skadeklinikkerne.

Skadeklinikkerne i både Næstved og Roskilde er nu dækket af en læge døgnet rundt. Det skaber en ekstra tryghed for borgerne, lyder det fra regionsrådsformanden i en pressemeddelelse.

Servicen på skadeklinikken er den samme som tidligere

Siden den 1. oktober 2019 har man kunne blive tilset af en læge hele døgnet på de to skadeklinikker i Næstved og Roskilde. Hidtil har der kun været lægedækning fra kl. 12.00 til 22.00. Den ordning er nu udvidet.

»Det har været et mål for Regionsrådet at skabe mere tryghed i Region Sjællands to største byer, Næstved og Roskilde. Med lægedækning døgnet rundt kan borgerne måske slippe for at tage turen til for eksempel Køge eller Slagelse med mindre skader, hvis uheldet er ude om natten,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) i Region Sjælland.

Servicen på skadeklinikken er den samme, som man har været vant til fra kl. 12.00 til 22.00. Det vil sige, at det er de samme skader, man kan blive behandlet for.

Ved sygdom skal man fortsat til ringe til egen læge, vagtlægen eller telefon 1-1-2, hvis det er alvorligt. Ligesom man ved alvorlige skader skal til et af regionens akutsygehuse.

Man skal ringe telefon 70 15 07 08 før kørsel til skadeklinik

At der nu er en læge til stede døgnet rundt på skadeklinikkerne i Næstved og Roskilde betyder ikke, at man som borger i de to byer og omegn ikke længere kan komme ud for at skulle til en af Region Sjællands fire akutafdelinger i Slagelse By, Nykøbing Falster, Køge eller Holbæk.

Det afhænger af skadens omfang, slår Annemarie Knigge (S) fast. Hun er formand for Udvalget for Sygehusenes behandlingstilbud.

»Denne ordning afløser ikke vores akutafdelinger. Akutafdelingerne har stadig flere kræfter og kan mere end skadeklinikkerne. Lægedækningen døgnet rundt på skadeklinikkerne i Næstved og Roskilde betyder dog, at man oftere som borger kan køre til det nærmeste sygehus,« siger Annemarie Knigge.

Selv om der nu er mulighed for at blive tilset af en læge døgnet rundt på skadeklinikken i Næstved og Roskilde, så er det vigtigt, at man ringer først, hvis uheldet er ude.

»Man skal ringe 1-1-2, hvis det er meget alvorligt. Men får man en mindre skade, så skal man altid huske at ringe til 70 15 07 08,« siger Annemarie Knigge og fortsætter:

»For selv om man nu kan blive tilset af en læge døgnet rundt i Næstved og Roskilde, så kan akutafdelingerne flere ting end skadeklinikkerne. Derfor er det vigtigt, at man altid ringer først, så man som patient kommer det rette sted hen.«

Øverst: 70 15 07 08. (Illustration: Region Sjælland). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.