Sundhedspersonale uddanner sig til corona-opgaver

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Zand.News ─ »Vi skal hele tiden være et skridt foran, så borgerne i Region Sjælland kan få kompetent behandling, hvis de bliver syge. Og det kan jeg garantere, at vi er,« siger regionsrådsformanden.

Hundredvis af medarbejdere i Region Sjælland er lige nu ved at uddanne sig, så de er klar, når corona-epidemien tager til.

For at skaffe hænder til COVID-19-patienter sætter fleksible medarbejdere deres specialer til side og tager nye opgaver på COVID-19 afsnit og intensivafdelinger. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Alle medarbejderne vil gerne lære nyt og være med

»Vi skal hele tiden være et skridt foran, så borgerne i Region Sjælland kan få kompetent behandling, hvis de bliver syge. Og det kan jeg garantere, at vi er,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) og fortsætter:

»Sygehusene har medarbejdere på skolebænken i stor stil, så de kan træde til, når der bliver brug for dem til at tage sig af corona-patienter. Det er en enestående fleksibilitet, medarbejderne viser i øjeblikket. Alle vil gerne lære nyt og være med, hvor der er mest brug for dem. COVID-19 er en fælles opgave, som vi står sammen om.«

Fuld fart på oplæringen i Slagelse, Næstved og Ringsted

Kompetenceudviklingen sker både som kurser på de enkelte sygehuse, som e-læring, gruppeundervisning og som sidemandsoplæring på afdelingerne.

Nogle medarbejdere har brug for en kort opfriskning af kompetencer, de allerede har. Andre skal have en grundigere uddannelse. De skal for eksempel lære at behandle patienter i isolation eller patienter som er påvirket på deres vejrtrækning.

Nogle medarbejdere skal også uddannes i brug af Sundhedsplatformen, fortæller vicedirektøren på Slagelse, Næstved og Ringsted sygehuse, Anne Grethe Larsen.

»Vores medarbejdere er dygtige, men de skal selvfølgelig have de nye kompetencer, der skal til for at træde ind på sygehusenes COVID-19 afsnit og intensivafdelinger,« siger Anne Grethe Larsen og fortsætter:

»Vi har foreløbig efteruddannet omkring 200 medarbejdere på Næstved, Ringsted og Slagelse Sygehuse, og der er også fuld fart på oplæringen på de øvrige sygehuse i regionen.«

De sygeplejersker, der indgår i kompetenceudviklingsprogrammet, er sygeplejersker fra tilgrænsende specialer. De fleste har tidligere erfaring med luftvejshåndtering, andre superviseres tæt af uddannede intensivsygeplejersker.

Kompetenceudvikling af sygeplejersker til intensiv afsnit består af to-tre dages teoretisk og praktisk undervisning. Herefter vil sygeplejerskerne være i stand til at varetage dele af opgaverne på intensiv afsnit for COVID-19. Opgaverne fordeles med hensyntagen til kompetencer.

Personale til COVID-afsnittet undervises i en halv til én dag med fagligt udvalgte emner.

COVID-19-Jobbanken har modtaget 2.103 ansøgninger

Region Sjælland er nu også begyndt at ansætte nye medarbejdere, som har tilmeldt sig via regionens COVID-19-Jobbank.

Hvert enkelt sygehus, psykiatrien og socialområdet screener kandidater i egen pulje og vælger selv, hvem de vil gå videre med i en accelereret ansættelsesproces.

De vælger i første omgang folk med kompetencer, der kan bruges her og nu i forhold til de udfordringer corona-epidemien skaber. Kandidaterne får oplæring og reel kompetenceudvikling i dét, der er er brug for på det sted, de ansættes.

COVID-19-Jobbanken havde fredag fået i alt 2.103 ansøgere, og ud af dem er foreløbig 154 blevet ansat.

Øverst: Ringsted Sygehus (arkivfoto). (Foto: Region Sjælland). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.