Kunde kastede rundt med varerne

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Zand.News – Politiet måtte rykke ud til en tankstation i Holbæk, hvor en kunde var utryghedsskabende og kastede rundt med varerne.

Tidligere fredag morgen kl. 04.19 trykkede personalet i en døgnåben tankstation på overfaldsalarmen, fordi en kunde var utryghedsskabende og kastede rundt med varerne. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Politiet kørte til tankstationen på Valdemar Sejrsvej i Holbæk og fik kontakt til en påvirket mand, der ikke ønskede at fortælle politiet om sin identitet. Han blev anholdt og bragt til politistationen i Roskilde, hvor han så kunne huske, at han var en 19-årig mand fra Holbæk.

Efter en lægeundersøgelse blev han lagt i detentionen til afrusning og kan nu se frem til to sigtelser for overtrædelse af retsplejeloven. Dels for at undlade at oplyse sit navn til politiet og dels for at overtræde ordensbekendtgørelsen i tankstationens butik.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/Red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.