Lille dreng på natudflugt iført meget lidt tøj

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Zand.News – En ung mand fandt en 3-årig dreng, som gik alene rundt midt om natten.

Natten til mandag Kl. 02.44 kontaktede en 19-årig mand politiet, fordi han kunne se en 3-4-årig dreng, som gik alene rundt i nærheden af en tankstation. Han var iført meget lidt tøj. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Manden kontaktede drengen, som var på Centervejen i Asnæs i Odsherred Kommune og afventede politiets ankomst.

Drengen blev identificeret som en 3½-årig dreng fra Asnæs, og han blev bragt få hundrede meter retur til en chokeret far, da faderen hørte om de nærmere omstændigheder.

Drengen havde spontant udtalt, at han savnede sin mor og derfor var hoppet ud ad et vindue på familiens bopæl. Politiet fandt forholdene i familien helt i orden og havde derfor ikke grundlag for at skrive en socialrapport med baggrund i nattens hændelse.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/Red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.