Ældre mand afgået ved døden i ildebrand

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Ringsted.News – Da hjemmeplejen ville se til en ældre mand, var der ild i hans hus.

Søndag eftermiddag kl. 16.19 ringede personalet fra hjemmeplejen til 1-1-2, fordi der var ild i en villa på Skælskørvej i Sigersted vest for Ringsted, hvor en ældre borger boede.

Medarbejderen var ankommet for at tilse borgeren, men kunne se kraftig røg og slog alarm. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

En røgdykker blev sendt ind og fandt afdøde

Politi, brandvæsen og ambulancekørte hurtigt frem til stedet, hvor en røgdykker blev sendt ind i huset. Her blev den 87-årige mand fundet død. Hjemmet var kraftigt røg- og varmeskadet, men ilden havde ikke fået kraftigt fat i huset.

Politiet undersøgte branden, og der blev tilkaldt kriminalteknikere, som gennemgik brandstedet. Der blev lavet retslægeligt ligsyn på stedet, og den afdøde skal nu obduceres for at fastslå dødsårsagen med sikkerhed.

Politiet fandt intet mistænkeligt ved brandundersøgelsen, og branden startede med overvejende sandsynlighed, som følge af rygning. De pårørende er underrettet.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.