Midaldrende mand jager spraglede tyvekvinder væk

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Ringsted.News – En mand jagede to mulige tricktyve væk fra en ældre kvinde med rollator på Brogade i Ringsted. Tyvekvinderne var i spraglet tøj, og den ene havde en guldtand. Nu efterlyser politiet den ældre kvinde med rollator.

Tirsdag kl. 11.02 anmeldte en handlekraftig og opmærksom 56-årig mand fra Ringsted, at han lige havde jaget to kvinder i spraglet tøj væk fra en cirka 70-årig kvinde med rollator, som kom gående på Brogade i Ringsted. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Kvinderne forlod området i en sølvfarvet personbil

Anmelderen havde set de to kvinder henvende sig til kvinden med rollator og spørge hende om vej til hospitalet.

Da anmelderen havde den klare opfattelse, at det kunne være optakten til et tricktyveri over for den cirka 70-årige kvinde, havde han jaget de to kvinder væk.

Kvinderne, der er omkring 50-årig, og den ene med guldtand, fik ifølge anmelderen også travlt med at komme væk. De forlod området i en sølvfarvet personbil med udenlandske nummerplader. Bilen kørte i retning mod Ringsted Station og herefter i ukendt retning.

Politiet har ingen oplysninger om den cirka 70-årige kvinde med rollator, og politiet fandt heller ikke frem til de to mistænkte kvinder.

Senere var der en lignende hændelse i Bjæverskov

Kl. 19.09 fik politiet en ny henvendelse om mistænkelig adfærd, som måske blev forøvet af de samme kvinder i Bjæverskov-området ved et supermarked på Ejbovej. Det er øst for Ringsted.

En patrulje kørte til området for at lede efter kvinderne og deres bil, men fandt hverken bilen eller kvinderne.

Politiet vil gerne i kontakt med den cirka 70-årige kvindelige rollatorbruger i Ringsted, så hendes identitet kan blive oplyst. Kontakt gerne politiet på telefon 1-1-4 med oplysninger i sagen.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.