Ringsted.News – En ung mand fra Slagelse kørte rundt i Ringsted med narko i blodet, overlæs på varebilen og uden tilladelse til godstransport.
Torsdag formiddag kl. 09.45 standsede færdselspolitiet en tungt læsset varebil på Vestervej midt i Ringsted. Varebilen ført af en 25-årig mand fra Slagelse, og der var både det ene og det andet galt. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi.
Overlæs på 1.570 kg plus chaufførens vægt
Den 25-årige deltog i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af narkotika under kørslen, hvorfor han blev anholdt og sigtet for narkokørsel i varebilen.
Køretøjet blev anvendt til godstransport, men havde ikke nogen tilladelse hertil, ligesom den 25-årige chauffør heller ikke havde tilladelse til at udføre godskørsel.
Ved nærmere kontrol af varebilen, der havde en tilladt totalvægt på 3.500 kg, viste det sig, at der var et overlæs på 1.570 kg plus chaufførens vægt.
Den 25-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.
Politiet vil også kigge nærmere på, hvad overlæsset medfører af sigtelser og kan have af konsekvenser for den 25-åriges kørekort.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Thomas Tolstrup / Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.