Markrobot sår og luger økologiske roemarker

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Zand.News – Hvordan holder man ukrudtet i skak i økologiske roemarker? To landmandssønner har opfundet en solcelledreven markrobot, der kan luge så og luge.

Udfordringer med at holde ukrudtet i skak i økologiske roemarker gav to landmandssønner ideen til den solcelledrevne markrobot FarmDroid, som selv kan så og luge. Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Robotten kan erstatte hakkejern og hårdt arbejde

Praktiske erfaringer med arbejdskrævende ukrudt i sønderjyske roemarker har sat brødrene Jens og Kristian Warming i gang med et innovativt udviklingsarbejde. Resultatet er en klimavenlig, solcelledrevet markrobot, FarmDroid, der selv kan både så og luge.

»Vi er tre brødre og en søster, som er opvokset på et landbrug i det sønderjyske, og vores ældste bror, Klaus Warming, driver fortsat gården. Her snakkede min anden bror, Jens, og jeg om, at lugning i roemarken burde kunne gøres mere effektiv, da økologiske roer viste sig at være svære at holde rene,« fortæller Kristian Warming, som er projektleder og medstifter af FarmDroid Aps.

De økologiske landmænd, som ikke har mulighed for at sprøjte ukrudtet væk, radrenser typisk mellem roerækkerne, men ukrudt i selve planterækken kræver hakkejern og hårdt arbejde. Det vil brødrene undgå ved hjælp af deres robot.

Robotten skal spare miljøet for pesticider og CO2-udslip og landmanden for arbejde og omkostninger. Desuden er den så let, at jordpakning ikke bliver et problem på de marker, hvor den kører.

Millioner fra udviklings- og demonstrationsprogrammet

FarmDroid er allerede udviklet som protype, og Miljø- og Fødevareministeriets grønne udviklings- og demonstrationsprogram, GUDP, har bevilliget 3,9 millioner kroner i tilskud til at videreudvikle robotten, så den selv kan passe en afgrøde fra såning til høst.

Det sker i samarbejde med Yding Smedje & Maskiner og Teknologisk Institut. SEGES står for demonstration og formidling, og DAKA Denmark A/S udvikler et gødskningsmodul, som robotten kan bruge i konventionelt dyrkede afgrøder.

»Det særlige ved vores markrobot er, at den kan håndtere alle funktioner i marken fra såning til høst i forskellige afgrøder som korn, roer og raps. Den kan klare tyve hektar på en uge. Der er mulighed for, at den kan køre i døgndrift, og når den har taget de tyve hektar, begynder den forfra med at rense,« forklarer Kristian Warming.

FarmDroid ApS er stiftet af Jens Warming og Kristian Warming sammen med Innovationsmiljøet Syddansk Innovation A/S og roboteksperten Esben Østergaard.

Koordinater og GPS i stedet for kamera med genkendelse

FarmDroid adskiller sig fra andre markrobotter ved at have et GPS-system, som sætter den i stand til at rense med centimeters præcision uden brug af kamera. Når et frø er lagt i jorden, lagrer robotten koordinaterne, så den senere kan luge uden om planten uden at skade den.

»Mange konkurrerende robotter har et kamera, som skal genkende afgrøden, men der har været eksperimenteret med det i de sidste tyve år, uden at man er kommet i mål. Derfor er landmændene meget interesserede i vores teknologi,« forklarer Kristian Warming.

Han oplever, at landmænd har stor tiltro til konceptet, og FarmDroid har også fået opmærksomhed fra udlandet. Planen er nu at teste den i løbet af dyrkningssæsonen hos udvalgte landmænd.

Den færdigudviklede markrobot vil komme til at koste omkring 450.000 kroner, og projektet forventer, den vil være klar til markedet ved udgangen af 2021.

Øverst: Solcelledrevet markrobot. (Foto: FarmDroid). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.