Borgere i 4100 Ringsted vil bo i 4632 Bjæverskov

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Zand.News – Adskillige borgere i 4100 Ringsted vil have deres postdistrikt flyttet til Køge Kommune, men PostNord er endnu ikke overbevist.

Køge Kommunes Klima- og Planudvalg har i 2018 modtaget flere henvendelser fra borgere, der ønsker at få ændret deres nuværende postdistrikt fra 4100 Ringsted til 4632 Bjæverskov.

Derfor blev der gennemført en afstemning blandt de berørte sidste år. Det skriver Køge Kommune i en pressemeddelelse.

Flertal for ændring, men PostNord er ikke tilfreds

Sidste års afstemning, som blev til på baggrund af adskillige henvendelser fra borgere med postdistrikt i Ringsted, viste et klart flertal for ændring af postdistriktet. På baggrund af dette ansøgte Køge Kommune PostNord om ændringen.

PostNord valgte dog ikke at imødekomme borgernes ønske med begrundelsen, at der var en lav stemmeprocent, og der derfor ikke var et markant flertal for ændringen.

For at imødekomme de henvendelser, der stadig er omkring Ringsted og Bjæverskovs postdistrikter, har Køge Kommunes Klima- og Planudvalg besluttet at gennemføre en ny afstemning for alle borgere, grundejere og virksomheder, der har adresse i Køge Kommune, men som har postnummer i 4100 Ringsted.

Håber på at få hjælp fra landsbyforeningen i Gørslev

»Nogle af de ulemper som borgerne oplever ved den nuværende postdistriktsinddeling er, at de fejlagtigt visiteres til Slagelse sygehus, i stedet for Køge Universitets hospital der er det nærmeste. Det vil denne gang blive meget nemmere for borgerne at stemme, så der er håb om at det vil påvirke stemmeprocenten i positiv retning,« siger formanden for Klima- og Planudvalget i Køge, Niels Rolskov, og fortsætter:

»Denne gang håber vi også en stærk involvering af landsbyforeningen i Gørslev vil være med til at gøre afstemningen til en god oplevelse især for de borgere, der ikke er vant til digitale afstemninger.«

Afstemningen er åben til og med den 7. april 2019

Hvis den nye afstemning viser, at et flertal fortsat ønsker at få ændret det nuværende postdistrikt, vil Køge Kommune efterfølgende endnu engang ansøge PostNord om dette.

Det er PostNord, som er myndighed på området, og Køge Kommune kan derfor ikke på nuværende tidspunkt vide, om det vil være muligt at få ændret postdistriktet, da det er op til deres vurdering.

Alle berørte borgere og virksomheder får i løbet af uge 11 tilsendt et informationsbrev i deres e-Boks med link til en digital afstemning. Borgere som er fritaget for digital post, vil modtage brevet med fysisk post, således alle får muligheden for at stemme.

På stemmesedlen kan borgere og virksomheder vælge, hvorvidt det ønskes at beholde det nuværende postnummer, som er 4100 Ringsted, eller om det ønskes ændret til 4632 Bjæverskov. Afstemningen er åben til og med den 7. april 2019.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Sharonang / Pixabay). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.