Fremtidens fire akutsygehuse i Region Sjælland

Zand.News – »Vi vil fremtidssikre regionens akutsygehuse, styrke vores rekrutteringsevne og sætte endnu mere tryk på brugen af fremtidens digitale løsninger, når det giver bedst mening i patientens hverdag,« lyder det fra regionsformanden.

Regionens akutsygehuse får fremover et større fælles ansvar for alle regionens patienter. Samtidig skal man nytænke de medicinske specialer og måden at drive sygehus på i fremtiden. Regionsrådet i Region Sjælland har i aftes enstemmigt besluttet at igangsætte udviklingsprogrammet “Bæredygtige akutsygehuse”. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Fire akutsygehuse i Slagelse, Køge, Holbæk og Nykøbing F

Alle borgere i Region Sjælland skal opleve samme høje kvalitet i behandlingen og have et sammenhængende patientforløb. Det er grundtanken i udviklingsprogrammet “Bæredygtige akutsygehuse”, som et samlet Regionsråd har besluttet at igangsætte.

»Patienterne skal have det bedste, vi kan tilbyde dem, på alle vores fire akutsygehuse, og der skal samtidig skabes stærke faglige miljøer omkring vores medarbejdere, som giver rum for faglig sparring, udvikling og forskning. Vi vil fremtidssikre regionens akutsygehuse, styrke vores rekrutteringsevne og sætte endnu mere tryk på brugen af fremtidens digitale løsninger, når det giver bedst mening i patientens hverdag,« siger regionsformand Heino Knudsen (S).

Region Sjælland har fire akutsygehuse i Køge, Holbæk, Slagelse og Nykøbing F, og med “Bæredygtige akutsygehuse” vil regionen sikre, at der bliver ved med at være fire, og at de alle er gode og attraktive arbejdspladser med behandling af høj kvalitet til borgerne.

Region Sjælland har udover de omtalte fire akutsygehuse – også fortsat to specialsygehuse i Næstved og Roskilde.

»Tidligere har man i sundhedsvæsenet valgt at sætte autopiloten på centralisering, når der skulle ske en modernisering og forbedring. Her gør vi det modsatte. Vi fastholder vores fire akutsygehuse og har fokus på at udvikle stærke faglige miljøer. Vi skal hos vores sundhedspersonale sikre en god balance mellem specialisering og stærke generalistkompetencer,« forklarer Heino Knudsen.

Nytænker organisering, samarbejde og robusthed

Netop ansvaret for alle regionens borgere, også kaldet fælles populationsansvar, er en helt central og nytænkende måde at arbejde på i Region Sjælland og i regionerne generelt. Det betyder, at alle de medicinske afdelinger på akutsygehusene i fremtiden får et fælles ansvar for alle borgere i regionen og ikke bare for deres eget optageområde.

»Patienterne kommer stadig til behandling der, hvor de plejer og i deres nærområde, men vores personale skal arbejde meget tættere sammen på tværs af sygehusene og afdelingerne. Vi vil skabe en samarbejdskultur på tværs af sygehusene, hvor alle bidrager til fællesskabet. Specialerne har ansvar for, at alle borgere i Region Sjælland får det samme tilbud og den samme høje kvalitet i behandlingen,« understreger Heino Knudsen.

Akutsygehusene i Region Sjælland skal være robuste, og derfor laver regionen styrkepositioner inden for alle de medicinske specialer. Det betyder, at de medicinske specialer skal have to stærke speciale-afdelinger fordelt på to sygehuse.

»Vi har besluttet “Bæredygtige akutsygehuse” for patienterne men også for medarbejderne. Vi vil netop sikre, at det er attraktivt at søge mod og være ansat på vores fire akutsygehuse. Vi vil gøre det sådan, at i stedet for at du har få kolleger på en lokal afdeling, så vil vi skabe stærke faglige miljøer med flere læger og sygeplejersker til at sparre og forske med på tværs af sygehusafdelingerne på de enkelte sygehuse. Det er vores bud på, hvordan vi skal drive sygehuse og levere sundhed i fremtiden, «siger Heino Knudsen.

Ledelsesfusion er nødvendig for Køge og Nykøbing F

En del af planen for at styrke regionens akutsygehuse er at fusionere Sjællands Universitetshospital i Køge og Nykøbing F. Sygehus under en fælles sygehusledelse.

»Med fusionen vil vi styrke både Sjællands Universitetshospital og Nykøbing F. Sygehus. Vi vil sikre bedre faglighed og rekrutteringsmuligheder til Nykøbing F. Sygehus, men vi vil samtidig også skabe det universitetshospital i landet, der er bedst til at udvikle og forske inden for de store folkesygdomme. Samtidig ønsker vi at levere specialiserede sundhedsløsninger tæt på borgerne. Så behandlingen skal ikke længere væk fra borgerne. Vores ambition er, at den skal tættere på,« siger Heino Knudsen.

De fusionerede sygehuse vil fortsat være placeret i Nykøbing Falster, Køge og Roskilde og have de samme typer af patienter i fremtiden som i dag. Men de to sygehuse bliver nu organisatorisk og ledelsesmæssigt fusioneret og får i alt 7.000 medarbejdere.

Fusionen mellem Nykøbing F. Sygehus og Sjællands Universitetshospital bliver gennemført 1. januar 2024. Der nedsættes et nyt medarbejderudvalg, som specifikt skal sikre en god fusion.

Dialog med medarbejdere om udviklingsprogrammet

Beslutningen om at igangsætte “Bæredygtige akutsygehuse” kommer efter en dialogfase hen over de seneste par måneder, hvor den politiske ledelse og direktionen i Region Sjælland har været i dialog med medarbejdere og samarbejdspartnere om udviklingsprogrammet, som nu bliver til virkelighed.

»Vi har fået mange gode og brugbare input til planerne. Det vil jeg gerne sige tak for. Vi har blandt andet fået nogle vigtige opmærksomhedspunkter med videre i processen eksempelvis omkring videre dialog og samarbejde, og om vigtigheden i at gøre det attraktivt at arbejde på alle sygehusene,« siger Heino Knudsen.

Der igangsættes nu en række interne arbejdsgrupper i Region Sjælland med repræsentanter fra sygehusene og koncernenhederne, som skal implementere planerne i “Bæredygtige akutsygehuse”. Arbejdsgrupperne skal kigge på blandt andet rekruttering, arbejdsmiljø, faglig udvikling, fælles behandlingsansvar mellem sygehusene og økonomiske modeller.

Øverst: Universitetshospitalet i Køge. (Foto: Region Sjælland). PM/roke.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.zand.news/zsn/ytjx