Husk mundbind ved coronatest og på sygehuset

Læsetid: 3 min.

Zand.News – Brug mundbind og hold god afstand på coronateststederne. Samtidig bør patienter og besøgende børn bære mundbind, når de færdes på sygehusene.

»Brug mundbind og hold god afstand, når du skal testes for coronavirus,« skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Regionen opfordrer kraftigt alle til, at alle husker mundbindet ved coronateststederne. Samtidig opfordrer regionen til, at alle bærer mundbind, når de færdes på sygehusene.

»Vi opfordrer kraftigt alle til at bære mundbind«

Vi skal passe på hinanden og undgå smitte med coronavirus. Derfor skærper alle regioner nu sikkerheden på teststederme over hele landet og opfordrer kraftigt til brug af mundbind, når man møder op til test for coronavirus. Det mindsker risikoen for smitte for både borgere, pårørende og medarbejdere.

»Vi opfordrer kraftigt alle til at bære mundbind. Det skal være sikkert at få en coronatest. Corona smitter blandt andet, når man står tæt, og det kan man komme til i køen ved teststederne,« siger regionsformand Heino Knudsen og fortsætter:

»Derfor opfordrer vi kraftigt borgerne til at huske mundbind, når de skal testes. Det er stadig vigtigt at holde god afstand. Så husk mundbind og afstand, sådan hjælper vi hinanden med at standse corona.«

Opfordringen gælder ikke børn under 12 år, personer med vejrtrækningsbesvær, nedsat bevidsthedsniveau, eller personer med fysiske eller mentale svækkelser, som gør, at de ikke selv kan fjerne mundbindet.

Forbereder sig på en sammenlægning af de to testspor

Region Sjælland har allerede i nogle uger opfordret borgerne til at bære mundbind ved teststederne, men der er brug for endnu større opmærksomhed.

»Vi opfordrer alle til at bære mundbind, og mange har det allerede på, når de ankommer til teststedet,« siger Charlotte Bøll Larsen, der er testansvarlig vicedirektør i Region Sjælland, og fortsætter:

»Vi tager snakken med dem, der møder op uden mundbind, og vi tilbyder det til dem, der ikke har det med. Vi vil nu sætte ind med mere massiv information om, at man skal huske mundbind ved test-stederne.«

Sundhedsstyrelsen har planer om at justere testsystemet, der i øjeblikket foregår i to spor. Med den kraftige opfordring til at bæremundbind på alle landets teststeder forbereder regionerne sig på en fremtid, hvor borgere med og uden symptomer på COVID-19 måske skal testes på samme adresse.

Læs også: Nu bliver det nemmere at blive testet for corona.

Alle bør bære mundbind indendørs på sygehusene

Regionen opfordrer også borgere til at bære mundbind, når de færdes på sygehuset.

»For at mindske risikoen for eventuel spredning af COVID-19 på vores sygehuse, beder vi alle patienter og besøgende om at bære mundbind, når de færdes på sygehuset,« skriver regionen på Facebook og fortsætter:

»Mundbindet må tages af under din aftale eller konsultation, hvis det er muligt at overholde afstandskravet på minimum 1 meter.«

Øverst: Mundbind. (Foto: Hatice97erol / Pixabay). PM/rk.

Fortæl din mening:

Kommentarer

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.