Regionsformanden glæder sig over motorveje

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Zand.News – »Kalundborgmotorvejen skal naturligvis gå hele vejen til Kalundborg, og jeg er meget glad for, at vi også kan se frem til motorvej mellem Næstved og Rønnede, og den sjællandske tværforbindelse nu undersøges nærmere,« lyder det fra regionsrådsformanden i Region Sjælland.

Region Sjælland glæder sig over, at motorveje til Kalundborg og Næstved og grøn transport er med i regeringens udspil til en infrastrukturaftale, men der mangler en løsning for Østbanen og den ene million passagerer, der er afhængige af jernbanen. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Mange års benhårdt arbejde bærer nu frugt

Der er stor ros fra Region Sjælland til udsigten til motorvej til både Kalundborg og Næstved i regeringens udspil til en infrastrukturaftale.

Regionsrådsformanden glæder sig over, at det tætte samarbejde med de 17 sjællandske kommuner nu bærer frugt, og at de vigtige prioriteter fra “Sjælland baner vejen frem”, der er et fælles trafikudspil fra regionen og kommunerne, er med i det nye udspil.

»Kalundborgmotorvejen skal naturligvis gå hele vejen til Kalundborg, og jeg er meget glad for, at vi også kan se frem til motorvej mellem Næstved og Rønnede, og den sjællandske tværforbindelse nu undersøges nærmere. Det har region og kommuner i fællesskab arbejdet benhårdt for i mange år,« siger Heino Knudsen (S), der er regionsrådsformand i Region Sjælland, og fortsætter:

»Ligeledes har det stor betydning for regionen, at der lægges op til omfartsvej på Stevns og udbygning af Rute 9 på Lolland, ligesom jeg glæder mig over prioriteringen af den kollektive trafik med udbygning ved Ringsted og en ny sydlig ringkorridor ved hovedstaden, samt undersøgelse af dobbeltspor nord for Køge.«

Østsjællændere skal også have klimavenlig transport

Regionsrådsformand Heino Knudsen undrer sig dog over fraværet af Østbanen i regeringens udspil. Østbanen har i marts været i høring i Folketingets Transportudvalg, hvor transportminister Benny Engelbrecht (S) deltog.

I flere omgange har Østbanen været en del af forhandlingerne om økonomiaftaler mellem regeringen og Danske Regioner, hvor finansminister Nicolai Wammen (S) har siddet for bordenden.

»Østbanen må ikke blive en kastebold mellem Transportministeriet og Finansministeriet. Den er en livsnerve for det østlige Sjælland. Jeg havde håbet, at den nylige høring om lokalbaner havde gjort større indtryk. Nu håber og forventer vi, at Folketinget i forhandlingerne finder midlerne til sporrenovering af Østbanen, så også borgerne på det østlige Sjælland kan få sikkerhed for attraktiv og klimavenlig kollektiv trafik,« siger Heino Knudsen og fortsætter:

»Jeg noterer mig, at der er afsat en pulje på 6,5 milliarder kroner til bedre kobling mellem land og by. Det vil være oplagt at finansiere nye skinner til Østbanen via denne pulje.«

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.