Nye svømmefaciliteter til op mod 60 millioner

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Naestved.News – Partierne i Næstved byråd har indgået en hensigtserklæring om at finde op mod 60 millioner kroner med henblik på at udvide det nuværende svømmehalsprojekt.

Partierne Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og et flertal i Venstre i byrådet i Næstved Kommune har indgået en hensigtserklæring om at finde op mod 60 millioner kroner ekstra i budgetforlig 2021 til nye svømmefaciliteter i Næstved. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Ønsker en fremtidssikret svømmehal til borgerne

Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og et flertal i Venstre er enige om, at det er vigtigt for Næstved Kommune at kunne tilbyde borgere og gæster attraktive og moderne svømmefaciliteter, der rummer både plads til eliteidræt, breddeidræt, motion, wellness samt familieaktiviteter, leg og morskab.

Partierne har derfor indgået en hensigtserklæring om at finde op mod 60 millioner kroner i det kommende budgetforlig for 2021. Det gør de med henblik på at udvide det nuværende svømmehalsprojekt, som er indstillet af byggeudvalget og kulturudvalget, hvor de 8 x 25 meter baner bliver erstattet med 8 x 50 meter baner.

Partierne ønsker, at den nye svømmehal er et fremtidssikret tilbud til borgerne i Næstved mange år frem, og derfor er det afgørende at afsætte det nødvendige beløb til at bygge tidssvarende og med fokus på rette indhold. Der skal desuden sikres, at der senere vil være mulighed for at supplere anlægget med andre idrætsaktiviteter.

»Jeg er meget glad for, at så mange i byrådet er indstillet på at finde pengene i de kommende budgetforhandlinger, og at der er så stor velvilje omkring det,« siger Linda Frederiksen (S), der er formand i Kultur- og Demokratiudvalget samt Byggeudvalget, og fortsætter:

»Med denne løsning tilgodeser vi alle borgere i Næstved Kommune. Vi sikrer en udvidet åbningstid til den brede befolkning, og der vil også være plads til eliten. Så jeg er meget glad for, at vi har landet denne her aftale, og dermed har fremtidssikret svømmefaciliteterne i Næstved.«

Henset til investeringens og forhøjelsens størrelse, skal byggeudvalget revurdere og korrigere i det kommende byggeprogram, de muligheder og anvendelser, som det nye beløb giver med henblik på at imødekomme så mange brugere og brugergrupper som muligt.

De nye svømmefaciliteter i Næstved forventes at stå færdige i anden halvdel af 2023.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Survivor / Pixabay). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.