Efterlyst brandstifter med 319 færdigrullede joints

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden).

Ringsted.News – DSB-personale havde tilbageholdt en efterlyst mand, som er mistænkt for at have påsat brande, og da politiet kom, fandt betjentene 319 færdigrullede joints.

Torsdag formiddag kl. 11.30 fik politiet via alarmcentralen en melding om, at DSB-personale havde tilbageholdt en mand, som var efterlyst af politiet og mistænkt for at have påsat brande i tog. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Efterlyst af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Politiet kørte til stedet Ringsted Station, hvor betjentene fik kontakt med en 25-årig mand fra Nordfalster.

Han blev anholdt, fordi han var efterlyst af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, hvorpå de fandt 319 færdigrullede joints, som han fik beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Havde en bilnøgle til en bil med stjålne nummerplader

Endvidere var den 25-årige i besiddelse af en bilnøgle, der passede til en bil, som politiet fandt henstillet på Søndre Parkvej i Ringsted.

Bilen var påsat en nummerplade, som var meldt stjålet fra Maribo tidligere i december måned. Selve køretøjet var ikke indregistreret og kunne derfor ikke lovligt bruges på offentlig vej.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev underrettet om anholdelse og fik overdraget den 25-årige til videre foranstaltning i anledning af mistanken mod ham i sagerne om brandstiftelser i togene.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.