Kreditkortsag overgives til politiet

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden).

Soro.News – Kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune har indgivet politianmeldelse i sagen om uregelmæssigheder i forbindelse med den tidligere kommunaldirektørs kreditkort.

Et flertal i kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune har indgivet politianmeldelse i sag om kreditkort. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Et flertal i byrådet står bag politianmeldelsen

På kommunalbestyrelsesmødet onsdag den 25. august blev sagen om tidligere kommunaldirektør Søren S. Kjærs forhold drøftet under et lukket punkt. Her besluttede et flertal i kommunalbestyrelsen at foretage politianmeldelse.

»Et flertal i Kommunalbestyrelsen vurderer, at politiet bør undersøge sagen, da politiet er den rette myndighed til at afklare, om der er foregået noget ulovligt. Et flertal i Kommunalbestyrelsen har derfor besluttet at politianmelde den tidligere kommunaldirektør,« siger borgmester Gert Jørgensen (K).

Læs også: Sag om kommunaldirektørens kreditkort venter.

Sagen er herefter overgivet til politiet, og af hensyn til politiets arbejde, vil der ikke være yderligere udtalelser om sagens indhold, før der er truffet en endelig afgørelse i sagen.

Den tidligere vicekommunaldirektør, Andreas Jegstrup, blev samtidig konstitueret som kommunaldirektør. Processen med at ansætte en ny kommunaldirektør sættes nu i gang. Det forventes, at en ny kommunaldirektør kan tiltræde 1. december.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Kenishirotie / iStock). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.