Sorø Kommune vil køre mere grønt

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden).

Soro.News – Tolv biler udskiftes med fire elbiler, tre hybridbiler og fem konventionelle biler.

Fire elbiler og tre hybridbiler skal hjælpe Sorø Kommune med at køre mere klimavenligt. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

En lokal bilforhandler leverer de tre hybridbiler

Sorø Kommune udskifter i år tolv biler, fordi leasingkontrakterne udløber. Kommunen har i stedet anskaffet fire elbiler, tre hybridbiler og fem diesel/benzinbiler.

Bilerne blev købt hos fire forskellige forhandlere, heraf en lokal bilforhandler, som leverer de tre hybridbiler til en konkurrencedygtig pris.

»Vi vil gerne støtte op om det lokale erhvervsliv, når det er muligt. Derfor er jeg glad for, at det lykkedes at lægge en af ordrerne lokalt,« siger Jens Nygaard (V), der formand for Teknik og Miljøudvalget, og fortsætter:

»Samtidig glæder det mig også, at vi med fire nye elbiler kører grønnere og mere klimavenligt end før. Det er et positivt skridt i forhold til Byrådets ønske om at leve op til FN’s verdensmål.«

Skal benytte det fælleskommunale indkøbssystem

Kommunen vil helst handle med det lokale erhvervsliv, men er forpligtet til at købe ind gennem det fælleskommunale indkøbssystem.

»Når Sorø Kommune køber nye biler, skal det helst være til gavn for både klimaet, kommunekassen og det lokale erhvervsliv,« siger lederen i Teknik, Miljø og Drift, Thomas Nyborg, og fortsætter:

»Samtidig er vi forpligtet til at købe ind gennem det fælleskommunale indkøbssystem (SKI), hvor forhandlere over hele landet er repræsenteret. Så der er mange hensyn, som skal balanceres.«

En af de nye biler er en elvarevogn, som får fast ladeplads ved det nye minikraftvarmeværk, som forsyner Holbergskolen og Holberghallen.

Det nye varmeværk producerer nemlig en vis mængde overskudsstrøm, som nu kan bruges til at lade elvarevognen op for ganske få penge.

De nye biler leveres til juli.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Annca / Pixabay). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.